Sekundær menu

FC Midtjylland besøgte samarbejdsklubber i Ulveland

FC Midtjylland besøgte samarbejdsklubber i Ulveland
sep 08 22:43, Martin Dons

Klubsamarbejdet er en vigtig del af FC Midtjylland, og i den forgange uge besøgte Hele Regionens Hold 15 samarbejdsklubber fordelt rundt i Ulveland.

Selv om Superligaen har ligget stillet, har FC Midtjylland-spillerne ikke ligget på den lade side. Ulvene har brugt landskampspausen til at besøge nogle de klubber rundt om i regionen, som er en del af Klubsamarbejdet.

I Vorgod-Barde fik ungdomsspillerne mulighed for at skyde løs med spørgsmål til ulveanfører Kristian Bak Nielsen og U19-spilleren Anders Lund. Og spørgelysten var stor hos de unge fodboldspillere, som var nysgerrige efter at vide, hvor meget de trænede, hvor mange mål de kunne score og ikke mindst hvor mange armbøjninger, de kunne tage. Derfor måtte Anders Lund til stor tilfredshed for de unge spillere demonstrere, at han i hvert fald er god for 20 armbøjninger.

Og Kristian Bak Nielsen måtte ned på alle fire og lave armbøjninger. Han mente ikke, at Vorgod-Barde-spillerne kunne score mere end fem mål på ham. Det var en udfordring, som børnene ikke var sen til at tage op, og de fik i den grad skudt hul på ulvekaptajnen, som kvitterede med 20 armbøjninger foran børnene.

I Rindum stod Jakob Haugaard og Jeppe Solgaard i spidsen for træningen, og det var én, som drengene formentlig sent vil glemme. Efter en række øvelser, hvor spillerne gav alt, hvad de havde, sluttede træningen med spil til to mål. Dommeren var en FCM-spiller, hvilket ikke fik de unge spillerne til at spare på krudtet.

Det hele sluttede selvfølgelig med autografskrivning. Samtlige drenge fik autografer på diverse papirlapper, i panden og på armene, og det var noget, der gjorde indtryk i Rindum.

- Jeg vil aldrig mere i bad, lød det fra mange af spillerne, efter at de var blevet "tatoveret" med autografer.

I Sallingsund var godt 60 fodboldspillere mødt frem for at blive trænet af André Rømer fra superligatruppen og Mikkel Frankoch fra ulvenes U19-mandskab. Det var noget, som de mange ungdomsspillere havde set frem til, og allerede da bilen med FCM-spillerne trillede ind på parkeringspladsen, var der en lang hale af forventningsfulde spillere.

Og bedømt ud fra de kæmpesmil og store øjne, der var på børnenes ansigter, da det hele blev afsluttet med fanbilleder og en grillpølser, så havde det været en stor oplevelse af have besøg af de to FC Midtjylland-spillere.

I alt besøgte FC Midtjylland-spillerne 15 klubber fra klubsamarbejdet, og som altid var det en kæmpe oplevelse for Hele Regionens Hold at komme rundt i samarbejdsklubberne og give noget tilbage til regionen. Læs meget mere om besøgende på Klubsamarbejdets hjemmeside her.