Kvindefodbold

Kvinderne kvalificerede sig til oprykningsspillet mod Varde

Lørdag eftermiddag var det igen tid til kamp for FCM-kvinderne, der med 3-0 hentede den ottende sejr på stribe. Dermed kom kvalifikationen til forårets oprykningsspil i hus.

13/10/24
Filip Knudsen
Foto: Susan de Klerk

Lørdagens modstander fra Varde IF er de eneste, der er lykkedes med at besejre FCM-kvinderne i 1. divisionsregi. Det blev dog ikke udfaldet af kampen lørdag, hvor FCM-holdet hentede den ottende sejr i træk, og dermed har man ikke tabt siden det omvendte opgør.

– Jeg synes bare, at vi spiller en ganske fin kamp. Vi er ikke helt lige så dominerende, som vi har været i andre kampe, og vi leverer ikke helt den samme gode indsats, selvom det var en rigtig fin præstation af os, vil jeg mene. Det er bare dejligt at vinde, fastslår Sofia Rejkjær efter kampen.

Sofia Rejkjær havde sidste fod på kampens første mål, der kom efter 38 minutter.

– Det var da megadejligt at se den gå ind. Det er fedt at kunne bidrage med et mål og så især til 1-0, og dermed er jeg med til at lægge en god bund. Det er altid fedt at score, pointerer målskytten.

Kvindernes sejr betyder, at de nu er sikret en plads i top fire i 1. division, og dermed er en plads i forårets Gjensidige Kvindeliga kvalifikationsspil sikret. Her bliver top fire blandet med de to nederst rangerede hold fra Gjensidige Kvindeliga, hvor de seks klubber derfra kæmper om en plads i næste sæsons Gjensidige Kvindeliga.

– Det er da megafedt, at vi allerede nu er sikret en plads i det. Det har været vores mål hele tiden, men fedt er det da, at vi kan sikre os det fire runder før tid. Nu kan vi bruge tiden på at spille nogle af de ting, vi mangler, ind. Det hårde arbejde slutter først efter den sidste kamp, siger Sofia Rejkjær.

Kvindernes næste opgør er lørdag den 19. oktober, hvor AaB huser en kamp, der fløjtes igang kl. 14.00.

FC Midtjylland 3-0 Varde IF (2-0)

38’ 1-0 Sofia Rejkjær
45’ 2-0 Rikke Dybdahl
83’ 3-0 Therese Vestermark

FC Midtjylland XI: Katrine Thisgaard, Clara Jepsen, Ida Olsen, Sofia Rejkjær, Mathilde Kaihøj, Rikke Dybdahl, Line Aarhus, Malene Nielsen, Julie Aastrup, Hannah Fruensgaard, Ida-Sofie Rathe.