Født den 15. oktober 1974 i Haverslev, en halv times kørsel syd for Aalborg, men i dag en vigtig skikkelse i det midtjyske som cheftræner for FC Midtjylland.
Thomas Thomasberg runder i dag 50 år. Et liv fyldt med fodbold – først som spiller for henholdsvis AaB og FC Midtjylland, sidenhen som træner for blandt andet FC Fredericia, Hobro IK, Randers FC og ad to omgange FC Midtjylland.
I dagens anledning ser vi tilbage på fem øjeblikke, vi ikke glemmer lige foreløbigt, siden dagens fødselar i marts 2023 vendte retur til FCM som cheftræner efter mere end 13 år væk.
Ansættelsen i marts
Den 23. marts 2023, efter en periode med haltende resultater, blev Thomas Thomasberg præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland. Målet var klart; klubben skulle tilbage til toppen af dansk fodbold hurtigst muligt.
– Jeg har ikke været et sekund i tvivl om, at den her mulighed skulle forfølges. Midtjylland ligger mig rigtig nært i og med, jeg både har været spiller og træner i klubben, sagde Thomas Thomasberg på annonceringsdagen.
Den første kamp
Den 31. marts 2023 gjorde Thomasberg officielt comeback som cheftræner i det midtjyske, da OB ventede på Nature Energy Park i Odense. Og det blev en mindeværdig debut.
1-3 stod der på måltavlen efter de 90 minutter på fremmed græs, og med blandt andet to mål via dødbolde gav FCM et forvarsel på, hvad der ventede konkurrenterne under den nye mand i spidsen.
Video: Helt tæt på Thomasbergs første kamp tilbage
– Det har været en god uge, og nu blev den endnu bedre. Forinden håbede jeg at se noget bestemt på banen, men det, jeg så, var endnu bedre. Alt i alt en god sejr, men vigtigst af alt en fortjent sejr. Det her bliver forhåbentlig den første af rigtig mange, lød det fra Thomas Thomasberg efter slutfløjt.
Playoff-sejr over Viborg
Trods misset top-6 kunne 2022/23-sæsonen potentielt slutte af med europæisk kvalifikation, da rivalerne fra Viborg ventede på udebane i Europa playoff-kampen.
Video: Bagom playoff-sejren i Viborg
Det hele endte med en 0-1-sejr – og dermed var Thomasbergs flotte aftryk på de første måneder gjort komplet. Noget hovedpersonen selv udtrykte sin taknemmelighed over i omklædningsrummet efter slutfløjt:
– Jeg tror, jeg har været her i to og en halv måned. Til staben; det er en fornøjelse at komme på arbejde hver dag. Vi arbejder hårdt, men stadig med et smil på læberne. Til truppen; I er nogle fantastiske spillere, men vigtigst af alt er i nogle gode mennesker. I har fortjent det her. Det har været en hård kamp, og det er fantastisk, at vi gjorde det.
Dén der kamp i Aarhus
De fleste ved nok, hvilken kamp der nu vil blive omtalt; 2-3-triumfen, to mand i undertal, på Ceres Park den 25. februar 2024.
I en periode, hvor Thomas Thomasberg – ikke nok med at være cheftræner for et hold, der spillede med i toppen af 3F Superliga – også måtte forholde sig til, at Kristoffer Olsson kæmpede sit livs kamp udenfor kridtstregerne, formåede FCM at sejre på historisk vis.
– Det er et sindssygt flot mål. Han foretager det her løb, og afleveringen er genialt slået. Charles tror hele vejen på, at den bold kan komme der. Det må være instinkt. Jeg tror nok, jeg var blevet hjemme for at få det ene point med, sagde cheftræneren efterfølgende til den fremmødte presse.
Tilbageblik: Stort interview med Thomasberg efter 100 kampe som FCM-cheftræner
Guld om halsen
Som spiller nåede Thomas Thomasberg at vinde to danske mesterskaber med AaB, men inden sommerens triumf manglede meritten fortsat som træner. Med 3-3 mod Silkeborg – efter at have været nede 0-2 i pausen – sikrede FCM sig guldet i en af historiens meste nervepirrende sidste spillerunder.
Hans tale i omklædningsrummet i pausen står fortsat som et særligt højdepunkt:
– Det står 1-1 i Brøndby. Det her er stadig op til os. Jeg tror på, vi kan vinde. Hvis vi skaber nok og scorer, kan vi lægge et endnu større tryk på dem. Det her handler om det første mål. Når vi scorer det, skal vi fortsætte. Det her er den sidste kamp. Vis dem noget attitude derude. Vi har 45 minutter. Vi kan helt sikkert score tre mål. Arbejd for hver eneste meter offensivt og defensivt. Kom så, drenge.
Stort tillykke med de 50 år, Thomasberg.