For ottende gang i sæsonen fik kvinderne holdt buret rent i 1. division, da lørdagens modstander fra Aalborg ikke fik nettet til at blafre. Kampens resultat blev 0-1 til midtjyderne, og det er samtidig kvindernes tiende sejr i sæsonens elleve kampe.
– Det er fedt, at vi vinder endnu engang. Jeg synes, at AaB stod meget dybt, men jeg synes samtidig, at vi formår at skabe mange chancer og levere chancer nok til, at vi godt kunne have vundet mere end 1-0. Oven i det lukker vi ned for dem, og vi undgår nærmest hele kampen, at de bliver farlige, fortæller Ida Olsen.
Kvinderne har i denne sæson indkasseret fem mål i sæsonens 11 kampe, og er rækkens næstbedste defensiv. At FCM-kvinderne igen holdt nullet, er noget, Ida Olsen er tilfreds med.
– Det er fedt, at vi kan bidrage til sejrende på den måde. Det er den måde vi forsvarsspillere kan bidrage, og det er det, vi kan fejre, når vi lykkes, og derfor er det bare en vildt god følelse, at vi lukker modstanderen ned, siger forsvarsspilleren.
Kvinderne kvalificerede sig allerede til forårssæsonens oprykningsspil til Gjensidige Kvindeliga i den seneste sejr mod Varde IF, men derfor er Ida Olsen stadig meget tilfreds med, at man sejrede i Aalborg.
– Det viser, at vi er et hold, der bliver ved med at jagte. Vi jagter også altid efter det næste mål, selvom vi er foran, og på samme måde stopper vi ikke med at spille, når vi har kvalificeret os til oprykningsspillet. Det er vigtigt, at vi kan det som hold, og samtidig er det fedt, at vi bliver ved med at jagte førstepladsen, som er vores mål. Vi stopper ikke med at jagte, og det, vil jeg også mene, er en kvalitet, pointerer Ida Olsen.
Kvindernes næste kamp er en hjemmekamp lørdag den 2. november kl. 13.30 mod Næstved HG, som man slog 5-0 i seneste indbyrdes opgør.
AaB 0-1 FC Midtjylland
50′ 0-1 Julie Breiner Aastrup
FCM XI: Katrine Thisgaard, Clara Jepsen, Ida Olsen, Sofia Rejkjær, Mathilde Kaihøj, Therese Vestermark, Anna Kirk Lauritsen, Rikke Dybdahl, Malene Nielsen, Julie Breiner Aastrup, Ida-Sofie Rathe.