En udekamp i Oddset Pokalens ottendedelsfinaler mod Brøndby. Det er opgaven torsdag kl. 20.00.
– Vi har kigget på, hvad det er for nogle ting, vi kan sætte i scene på Brøndby Stadion, hvor vi resultatmæssigt ikke har fået, hvad vi har ønsket de seneste kampe. Vi har set på, hvordan vi kan få tingene endnu mere over i vores favør, så vi skaber flere chancer og holder mere tæt nede bagtil, indleder Thomas Thomasberg og fortsætter:
– Brøndby er et godt hold, særligt på hjemmebane, men vi har et mål i den her turnering, og det er hver eneste runde at gå videre og forhåbentlig stå med trofæet til sidst.
I en ny uge med to kampe, der har været standarden i 2024/25, tyer trænerteamet til samme fremgangsmetode.
– Det handler om at gøre folk klar til kampene fysisk og mentalt. Vi skal stille så stærkt et hold som muligt til hver eneste kamp, fordi ingen kan spille alle kampe. Som trænere og ledere skal vi holde det overordnede overblik, men vi prøver at tage en kamp ad gangen. Det har vi været dygtige til indtil videre, hvor vi var ubesejrede langt ind i sæsonen.
En succesfuld uge
FCM kommer fra en flot uge med to sejre, heriblandt to clean sheets, mod to kompetente modstandere.
– Vi har ikke sprængt skalaen endnu, men vi har vist et topniveau, der kan presse alle hold, siger Thomasberg og uddyber:
– Resultaterne i sidste uge giver et selvtillidsboost i og med, vi har slået to dygtige modstandere efter to nederlag forinden, som gjorde ondt. Vi har spillet til nul med stærke defensive præstationer i begge kampe. Vi vil selvfølgelig gerne endnu mere offensivt, selvom vi så noget af det mod Union Saint-Gilloise i torsdags, hvor vi spillede en flot 1. halvleg.
– Dødboldene har været gode. Vi har scoret mange mål fra dem det meste af sæsonen, bedst illustreret ved de tre mål vi har lavet i de sidste to kampe. Der bliver arbejdet seriøst med tingene, og man kan se, at de små ting, de enkelte sekvenser, og den kvalitet spillerne smider i det, ikke er tilfældigheder, siger Thomasberg, som også roser holdets defensive modstandkraft.
Unge spillere tager store skridt
I det tætte kampprogram har der været brug for hele truppen. Senest fik 18-årige Mikel Gogogrza startdebut mod AGF, mens også 19-årige Valdemar Byskov er blevet fast modtager af spilleminutter.
Gogorza efter første startplads: Det man drømmer om som lille
– Vi har en trup, hvor ingen er med på fribilletter. Spillerne er her af en grund – fordi de er dygtige nok, hvad enten de er yngre eller ældre. Jeg synes, de begge over længere tid har udviklet sig i de ting, både vi og de selv arbejder med. Nu har de på skift haft startpladser, fordi Darío (Osorio, red.) fik et par karantæne-dage, og Aral (Simsir, red.) har været ude med skade.
– Det er en cadeau til dem. Vi tror på, at de sammen med resten af holdet kan gøre en forskel.
– Med tanke på det, de viser på træningsbanen og tidligere har præsteret i U19 Ligaen og Youth League, har vi jo ikke set dem shine endnu. Men de har fået lavet en base, der gør, at de kan vise sig godt frem. Jeg håber, at alt det, jeg ved de kan fra træningsbanen, og også har set i andre kampe, kommer til at vise sig her på førsteholdet, afslutter den 50-årige cheftræner.