Førsteholdet

Sidst Brøndby gæstede MCH Arena

Der er udsolgt til søndagens topkamp, hvor Brøndby kommer på besøg. Vi ser her tilbage på det seneste indbyrdes møde på MCH Arena.

02/11/24
Christian Rothausen
Foto: Daniel Stentz

Søndag gæster Brøndby et udsolgt MCH Arena i 14. spillerunde af 3F Superliga. FCM er placeret på en aktuel 1. plads i rækken, mens gæsterne ligger på 6. pladsen. Otte point adskiller de to mandskaber.

Sidst, de blå-gule fra Vestegnen kom på besøg i Herning, var der tale om en vaskeægte topkamp i landets bedste fodboldrække. Den 5. maj 2024 i 28. spillerunde – sæsonens femtesidste kamp – sejrede FCM med 3-2 og mindskede det daværende hul fra fire til ét enkelt point.

En fundamental sejr i jagten på det fjerde mesterskab.

Henrik Dalsgaard bragte et sprudlende FCM-hold foran efter ni minutter, men Nicolai Vallys udlignede hurtigt. Senere udnyttede Darío Osorio i raketfart en omstilling, inden Ohi Omoijuanfo halvvejs i 1. halvleg bragte stillingen tilbage på status quo.

Franculino Djú blev den store helt i 2. halvleg, da stortalentet dukkede op i feltet et kvarter før tid og sparkede 3-2-scoringen i netmaskerne.

Highlights: FCM 3-2 Brøndby

Vores start 11’er dengang bestod af: Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Ingi Ingason, Mads Bech, Paulinho, Darío Osorio, Emiliano Martínez, Oliver Sørensen, Charles, Cho Gue-sung, Franculino Djú.

Efter kampen satte Thomas Thomasberg og Emiliano Martínez ord på sejren, der af mange blev defineret som midtjydernes vej tilbage i guldkampen:

– Vi fik givet svar på tiltale og vist, at vi stadig er med. Det var en hård kamp, men når man sidder her efter og har vundet, må man konstatere, at det her bare er et fedt job at have, lød det fra cheftræneren, som blev suppleret af den uruguayanske midtbanekriger:

– Det var en hård kamp, men vi er meget glade for præstationen fra hele gruppen og ikke mindst resultatet. Det havde vi brug for. Nu venter der fire finaler, så det skal vi forberede os på.

Tilbageblik: Det fulde interview med Martínez efter sejren i maj

3-2-kampen blev overværet af 11.861 tilskuere. Et tal, der fortsat står som stadionrekord på MCH Arena. Også til morgendagens kamp venter en flot udsolgt kulisse.

Husk at frigive din plads

MCH Arena er udsolgt for anden kamp i streg. Har du sæsonkort og er forhindret i at komme til opgøret, så husk at få frigivet din plads.

På den måde hjælper du som sæsonkortholder med at fylde MCH Arena, ligesom de fans, som ellers er gået forgæves efter billetter, nu alligevel kan få mulighed for at komme til kampen.

Frigiv din plads nemt og hurtigt