Efter weekendens midtjyske derby er FC Midtjylland blevet indberettet for brug af pyroteknik, der forårsagede en kampafbrydelse på et minut.
Der er nu afsagt dom i sagen, som betyder, at halvdelen af C.C.-tribunen lukkes til den næste hjemmekamp mod Silkeborg IF mandag den 25. november kl. 19.00.
FCM intensiverer indsatsen mod pyroteknik
FC Midtjylland tager skarp afstand fra brugen af pyroteknik, og det ærgrer klubben, at en lille gruppe igen vælger at sætte sig over fællesskabet og dermed straffer klubben, medfans og den fællesånd, der er bygget op omkring hjemmekampene på MCH Arena.
FC Midtjylland har et stærkt samarbejde med Viborg FF og har overleveret al dokumentation til politiet, som vil forfølge og straffe de implicerede.
Info om billetsalg
Som følge af den begrænsede plads på C.C.-tribunen til hjemmekampen mod Silkeborg vil vi tage kontakt til de berørte i den nærmeste fremtid. Har du spørgsmål, så kontakt billetsalg@fcm.dk.
Billetsalget til Silkeborg-kampen starter mandag den 18. november kl. 10.00.
Skærpet straf for brug af pyroteknik
FC Midtjylland meldte i start oktober ud, at straffen for brug af pyroteknik fremover bliver skærpet, og de, der bryder reglerne, kan se frem til en fordobling af deres karantæne. Vi vil fortsat investere betydelige ressourcer i at sikre en sikker og levende atmosfære til vores kampe – både gennem sikkerhedstiltag, dialog med fangrupper og klare konsekvenser for dem, der bryder reglerne.
Vi opfordrer fortsat alle til at bakke op om fællesskabet og respektere de regler, der er sat for at beskytte både fans og klubben.