Kvindefodbold

Portræt af Frida Binderup: Nu er jeg havnet i et miljø, hvor alle brænder for det samme

Frida Binderup er en del af en generation, der ikke bare spiller fodbold, men former spillet og hele kulturen omkring sig. De bliver ansigterne udadtil på den internationale bevægelse kvindefodbold netop nu er i gang med at lave – fra nichesport til respekteret disciplin.

21/11/24
Mette Gravgaard
Foto: Susan de Klerk

Hvis du har boet under en sten de seneste år, har det muligvis undgået din opmærksomhed, at kvindefodbolden har sat sejl og er stukket afsted i et hidtil uset tempo. Ud mod horisonten – ridende fra bølgetop til bølgetop. Og bevares – den gamle, hullede pram, der var kvindefodbold back in the days, har fået et tiltrængt ansigtsløft og er blevet shinet op, så den nu kan pynte sig med brands, knowhow og professionalisme.

Det giver respekt. Ikke bare for sporten, men for spillerne og de mange piger, som har savnet nogen at spejle sig i og se op til.

Blandt morgendagens funklende stjerner skinner 18-årige Frida Binderup. Fra sin plads på FC Midtjyllands midtbane bliver hun én blandt flere personificeringer af noget så abstrakt som drømme og ambitioner. Dedikation og passion. Hun er midt i bevægelsen. Et ansigt på en udvikling.

Et familiemenneske forfølger sin drøm

Som mange af sine jævnaldrende er Frida gymnasieelev. Lige nu går hun i 2.g og er en del af Sportstar College i Ikast. Her går hun i en sportsklasse og fylder udover skole sine uger ud med morgentræninger, klubtræninger og kampdage. Der er med andre ord masser af fodbold i Fridas liv.

Selvom Fridas geografiske udgangspunkt nu er Ikast, er hun ikke født og opvokset i det midtjyske. Faktisk er hun fra Nordjylland – et sted udenfor Aalborg. Det betyder, at hun har måtte flyve fra reden tidligere end gennemsnittet og – måske uden at gøre det med fuldt overlæg – allerede i forbindelse med opstart på ISI Efterskole efter 9. klasse. Det har givet nogle afsavn til dem derhjemme – forældre og en bror.

– Nu er det selvfølgelig blevet bedre, efter at jeg har vænnet mig til det. Det hjælper også meget, at jeg har så stor opbakning. Mine forældre kører mig frem og tilbage. Det er de virkelig gode til. Det giver en tryghed at vide. Jeg kommer også hjem hver weekend – selvom der er kamp.

At turde tage så stort et skridt i så tidlig en alder fortæller ikke kun om stor forældreopbakning. Det vidner også om, hvilken rolle fodbold spiller i Fridas liv, og hvor stor vægt hun tillægger at få lov til at dyrke sin sport. Og det betyder noget ganske særligt, at hun kan få lov til at gøre det i netop FC Midtjylland.

– Jeg har dedikeret mit liv til fodbold, og nu er jeg havnet i et miljø, hvor alle brænder for det samme og gør det muligt for mig at udleve mine drømme.

En fodboldspiller og et menneske

Det er en særlig konstellation med en indbygget dobbelthed – at en privat, men inderlig drøm er så dybt afhængig af, at andre deler samme drømme. At personlige ambitioner kræver et tillidsfuldt samarbejde med en førsteholdstrup, der tæller 23 spillere i en sportsgren, hvor der er 11 pladser i startopstillingen. Spillere, som altså både er konkurrenter og holdkammerater – måske endda veninder.

Det kræver en stærk mentalitet og en tro på egne evner.

– Jeg tror, jeg er god til at fordele spillet. At læse banen. Jeg har altid elsket at spille fodbold, og det tror jeg godt, at man kan se i mit spil. At der er en glæde ved spillet – en leg med bolden. Det skal blive ved med at være sjovt.

Derfor har det også betydet meget for Frida, at hun er blevet anerkendt for sit hårde arbejde – en anerkendelse, som hun i særlig grad har følt i forbindelse med sin første ungdomskontrakt med Vildbjerg SF og nu i FC Midtjylland.

Men som for så mange andre, har Fridas vej mod drømmen været udfordret af benspænd. Senest har hun været plaget af en sprunget blindtarm, og efter en enkelt kamp efter endt sygdom måtte hun gå ud med en hjernerystelse. Det betyder, at hun har kigget sig selv i spejlet for at holde fokus.

– Jeg prøver at motivere mig selv ved at sige, at min tid nok skal komme. Jeg skal bare kæmpe videre og være tålmodig. Jeg forsøger virkelig at tænke positivt og bevare troen på mig selv. Og så er det bare vigtigt, at man selvfølgelig kæmper, så godt man kan, og samtidig er tålmodig med processen.

Midt i en udvikling

Lad os vende tilbage til hvor vi startede – til den rivende udvikling indenfor kvindefodbold. Tilskuertallene vokser. Der bliver flere kvinde- og pigespillere i klubberne. Og også i Danmark tages der lige nu store skridt på vejen mod øget professionalisme og muligheden for som udøvende spiller at kunne leve af sin sport.

I den sammenhæng er det vel mest interessant at høre, hvordan den udvikling opleves, når man står lige midt i den og mærker den på egen krop. Binderup er ikke et sekund i tvivl og svaret kommer prompte – udviklingen mærkes tydeligt. Både på mentalt og helt lavpraktisk niveau.

– Det har givet meget bedre vilkår. Bare sådan noget som banetider – nu træner vi om eftermiddagen, så vi ikke er færdige så sent. Før kom vi meget sent hjem, og det gjorde det også svært i forhold til at kunne restituere ordentligt – få søvn nok osv., inden vi skulle op og i skole igen. Nu kan vi bedre koncentrere os om bare at spille fodbold og ikke alle mulige andre ting uden for banen.

Det øgede fokus på bedre vilkår har ikke kun hjulpet på banetider. Det har også gjort transport, trøjevask og andre logistiske udfordringer nemmere. Men også mere abstrakte fænomener, har ændret sig. For slet ikke at nævne øget eksponering i medierne.

– Vi kan mærke en meget større respekt, opbakning og tillid omkring sporten. Der kommer flere og ser os på tribunerne, og vi har nogle helt andre faciliteter stillet til rådighed. Der kommer fotografer til træninger og kampe. Det er virkelig stort, synes jeg.

Binderup hilser udviklingen velkommen – ikke bare på et personligt plan, men også for sportens fremtid og de generationer af pigespillere, der vil komme til, når hun engang selv har lagt støvlerne på hylden.

– Det er virkelig vigtigt, at nogle klubber går forrest og dermed lægger pres på andre klubber, så udviklingen drives fremad. Det kommer til at ændre rigtig meget i forhold til bedre faciliteter, og det giver spillerne mulighed for at udvikle sig bedst muligt.

Frida Binderup er en del af en generation, der ikke bare spiller fodbold, men former spillet og hele kulturen omkring sig. De bliver ansigterne udadtil på den internationale bevægelse kvindefodbold netop nu er i gang med at lave – fra nichesport til respekteret disciplin. Og midt i det hele står en bare 18-årig fodboldspiller, der elsker sin sport, og gerne vil have lov til at spille så meget som muligt.

Fakta

  • Frida Binderup
  • 18 år
  • Midtbane
  • Rygnummer 13
  • 6 kampe
  • Har tidligere spillet i Farsø og AaB