Førsteholdet

Martínez inden SIF-brag: Vi skal tilbage på vindersporet

Efter en svær periode inden landskampsperioden jagter Emiliano Martínez og holdet en vigtig sejr for at genfinde momentum inden årets sidste kampe.

23/11/24
Jesper Hvid
Foto: Daniel Stentz

Fodbolden ruller igen for FC Midtjyllands vedkommende på mandag, når Silkeborg IF gæster MCH Arena.

For for de spillere, der ikke har været afsted på landsholdstjeneste, er kamppausen blevet brugt på træningsbanen.

Overblik: Midtjysk spilletid på landsholdene

– Vi har haft tid til at restituere, og så har vi arbejdet hårdt på træningsbanen, så vi er inde i en god rytme og klar til at kæmpe om tre point igen, siger Emiliano Martínez.

Mandagens hjemmehold kommer ind til årets sidste 3F Superliga-kamp på MCH Arena med lysten til at revanchere de seneste fire kampe, hvor det ikke er blevet til sejr.

– Det er klart, at det er sjovest at vinde. Det er det, vi går på banen for hver gang, og vi gør alt for at få de tre point. Vi er sultne lige nu, og man kan mærke i vores forberedelse til kampen, at der er en mentalitet i truppen, som vil gøre alt for, at vi sejrer på mandag, fortæller midtbanespilleren og uddyber:

– Som altid går vi på banen for at vinde, men vi har også respekt for det Silkeborg-hold, vi skal møde. Det er et godt boldspillende hold, der kan gøre det svært for alle. Derfor skal vi også sørge for at komme med vores aggressive og offensive udtryk.

– Der er en fantastisk opbakning fra vores fans, som virkelig støtter os – både i medgang og modgang. Det betyder enormt meget for os spillere, og det giver os helt sikkert endnu en gang det, vi skal bruge, når kampen fløjtes i gang.

Vintermånederne er ved at nærme sig, og det kan mærkes på vejret, som i øjeblikket viser sig fra sin kolde side. En kontrast til de tropiske temperaturer i Sydamerika.

– Nu har jeg været i klubben i snart to år nu, så snevejret er ved at blive helt normalt for mig. Det er klart, at det ikke er de samme varmegrader, man er vant til i Sydamerika, men det gør ikke det store. Det bliver man hurtigt vant til, så det kommer ikke som den store omstilling for os, siger uruguayaneren med et smil på læben.

Få billetter tilbage

Vi havde egentlig meldt udsolgt til opgøret, men det er lykkes os at frigive en mængde siddepladser på Scan Global-tribunen. Vent dog ikke for længe, hvis du vil nå at sikre dig en plads.

Husk som altid også at få frigivet din plads, såfremt du ikke har mulighed for at komme, så vi sammen kan få fyldt MCH Arena.

Billetinfo: FCM v SIF