Som helt ung pigespiller startede Julie Breiner til fodbold i den lokale klub i Aarup på Fyn. Her trådte hun sine barnesko, og her voksede en passion for fodbold sig stor og stærk. Det varede ikke længe før Breiner fik mulighed for at udvikle sit spirende talent i større klubber. En rivende udvikling var i gang. En udviklingsbølge, der i dag har bragt Breiner på den anden side af Lillebælt – til det midtjyske.

Men sådan en rejse – på tværs af landsdele – er ikke så ligetil, som man måske kunne tro. Hvis man i virkeligheden er et stort familiemenneske, og de bedste fodboldbetingelser åbner sig langt fra hjemmets trygge base.

Så hvad gør man? Tilpasser man drømmen eller tilpasser man logistikken? For Breiner blev valget sidstnævnte. Og sådan er en ung fynbo landet i Midtjylland.

Mål og drømme

Ude i horisonten lurer en drøm – om A-landshold, Kvindeliga og måske en international karriere. Om FC Midtjylland som tophold i dansk kvindefodbold og om Champions League-erfaring. Spilletid på de helt store scener. Drømme skal blive til mål.

Breiner har allerede nået mere end de fleste og kan sætte flueben ved både U16-, U17- og U19-landsholdene. Her har hun hentet dyrebar erfaring om hårdt arbejde og værdien af på én gang at være ærgerrig og taknemmelig.

– Det har været lidt af en rejse – det har været meget op og ned. Det har altid været megafedt, men der har også været perioder, hvor det har været hårdt. Jeg har brugt ret meget tid på bænken, når vi har været afsted. Det må man bare acceptere, og jeg har altid været glad for, at jeg har formået at være én af de 20, der har været med. Så skal min tid nok komme. På U19-landshholdet har jeg fået mere spilletid, end jeg har fået før, så det synes jeg er bekræftende og en stor anerkendelse af mit hårde arbejde.

Og i dag har Breiner vind i sejlene. Hendes fodboldudvikling er i en opadgående kurve, og hun er stolt af, hvor hun er nu.

– Jeg synes jo, jeg står et godt sted. Jeg vil hele tiden gerne være i udvikling og præstere bedst muligt. Men der er selvfølgelig altid noget, der kan blive bedre. Jeg har kun spillet midterforsvar i 2,5 år, så der er stadig masser af ting, jeg skal lære. Det taget i betragtning, så synes jeg, at jeg står et rigtig stærkt sted.

Så der er grobund for drømme og ambitioner – kursen er sat mod stjernerne.

Balancen mellem afsavn og resultater

Men før man kan indfri store drømme i fremtiden, må man lægge en jætteindsats i nutiden. For Breiner har det arbejde for alvor taget fart, da hun i forbindelse med et efterskoleophold på ISI Idrætsefterskole skiftede til Vildbjerg SF.

Da efterskoleåret med alle dets udfordringer og højdepunkter lakkede mod enden, dukkede muligheden for at skrive kontrakt med FC Midtjylland Kvindefodbold op.

– Der stod jeg og overvejede, hvad jeg ville med sporten. Jeg var i forvejen rigtig glad for at være i Vildbjerg, på holdet og i det miljø, der var, og jeg syntes, det var et virkelig spændende projekt, jeg kunne komme til at være en del af.

Men hvor afskeden med efterskolekammeraterne for langt de fleste betyder, at man flytter hjem igen, ville en kontrakt med FCM betyde store forandringer for den unge fynbo, der først og fremmest beskriver sig selv som et stort familiemenneske.

– Det betød også, at jeg mere permanent skulle flytte hjemmefra, og jeg kunne mærke, at det var det, der fyldte mest, og gjorde det svært at træffe den beslutning.

For hvordan opvejer man mulighederne for at forfølge en fodbolddrøm mod at give afkald på tryghed og en dagligdag i den base, hvor man ellers har ladet batterier op og forberedt sig mentalt til forestående fodboldopgaver?

Det kræver mange overvejelser og ikke mindst inddragelse af de allernærmeste.

– Jeg tænkte, at jeg ikke ville sidde tilbage og fortryde, at jeg havde valgt at blive hjemme i stedet for at gribe den chance. Jeg snakkede rigtig meget med mine forældre – om fordele og ulemper, hvad jeg gerne ville, og om det ville være det værd? I dag er jeg rigtig glad for den beslutning, jeg endte med at tage.

Og al begyndelse er svær. Det blev det også for Breiner, der – forberedelse og afklaring til trods – alligevel blev udfordret i sin nye tilværelse.

– Den største tilvænning har været at gå fra efterskole til gymnasiet. Det, syntes jeg, var hårdt. Det resulterede i, at jeg fik en aftale med Steen om at få lov til at fokusere på at starte op på (Ikast Sportsstar) College og at starte på gymnasiet, for der var rigtig mange af de ting, der fyldte meget for mig. Så var det svært også at fokusere på fodbold. Men det kom heldigvis hurtigt tilbage igen.

Den slags samtaler med cheftræneren kræver både mod og modenhed. At turde melde ud om noget, som føltes forkert. At række ud, når man mærker modgang, der spænder ben for, at man kan gøre det, man elsker allermest.

– Jeg gik jo bare med min mavefornemmelse og vidste, at jeg var nødt til at få styr på de ting, der fyldte udenfor fodbolden. Da det var faldet på plads, og jeg havde det godt på gymnasiet og var landet i at være flyttet hjemmefra, så ville jeg bare gerne tilbage på fodboldbanen igen.

Opbakning og nye fællesskaber

At turde mærke efter, hvad der er brug for – måske er det her, nøglen til Breiners succes skal findes. At sørge for, at der er plads til at fokusere på sporten. En anden del af forklaringen finder vi i en ubetinget forældreopbakning.

– Mine forældre er en kæmpe opbakning. De er med hver gang, og det er dem, der gør, at det kan lade sig gøre, at jeg går på College i Ikast og spiller i FCM. Der er rigtig meget kørsel og rigtig meget praktik, der skal gå op. Den støtte er uvurderlig. Det er jeg virkelig taknemmelig for.

På den måde får Breiner nemlig mulighed for både at dyrke sin sport og stadig at tilgodese den side af sig selv, der har brug for sine nærmeste relationer. Det betyder ikke, at der ikke er daglige afsavn, som hun jævnligt konfronteres med. Selvom hun er afklaret med sine valg, genbesøger hun ofte sine overvejelser – heldigvis altid med samme resultat. Hun er det helt rigtige sted.

– Jeg er et rigtig stort familiemenneske, så det var da et stort spring ikke at se sin familie i hverdagen. Jeg er også flyttet fra alle de venner, jeg er vokset op sammen med, så dem ser jeg jo heller ikke så meget mere. Men jeg ved også godt, hvorfor jeg gør det. Og jeg ved, hvad det kræver af mig. Jeg er nødt til at give afkald på nogle af de ting for at opnå mine mål. Men jeg er hjemme så ofte, det kan lade sig gøre.

Og når man nu ikke kan se sin biologiske familie på daglig basis, så må man skaffe sig en ny. En fodboldfamilie, der kan træde til med det fællesskab, den forståelse og fortrolighed, som hun har med sig hjemmefra.

– Min roomie, Caroline Randolf, spiller også i FC Midtjylland, og vi har det rigtig godt sammen. Det er virkelig rart, at vi har nogle ting til fælles og kan sætte os i hinandens sted. Der er også andre piger fra FC Midtjylland på College, og vi har ligesom vores eget fællesskab i det, og her kan vi snakke om de ting, der er fede eller lidt svære. Så man er ikke alene – det er man ikke.

Store ambitioner kan altså sagtens gå hånd i hånd med en solid portion selvindsigt. Måske fungerer det netop allerbedst for Julie Breiner på den måde. Selvom det kræver store ofre og daglige afsavn, ryster hun ikke på hånden. Eller foden om man vil. Hun ved netop, hvad hun har sagt farvel til for at forfølge sin drøm. Dermed vælger hun hele tiden fodbold til. Prioriterer sit arbejde benhårdt. Og vi andre kan lære, at det måske ikke altid kun handler om at nå frem til sit mål, men nærmere at turde tage det første skridt.

Fakta

• Julie Breiner
• 17 år
• Forsvar
• Rygnummer 22
• 9 kampe, 1 mål
• Har tidligere spillet i Aarup BK, Glamsbjerg IF, Team Odense Q, Vildbjerg SF og FC Midtjylland