Det hele startede på en fodboldbane i Mejrup, hvor Kathrine Berggreen som pigespiller lavede sine første driblinger. Siden har ambitionerne kun vokset sig større og større for den i dag 19-årige forsvarsspiller, der træning efter træning trækker i FCM-uniformen – sort, rød og med ulvelogoet på brystet. Hun har ild i øjnene, når snakken falder på denne sæsons målsætning om oprykning til Kvindeligaen. Hun er klar! Men skruer vi tiden bare et halvt år tilbage, var samme ild tæt på at slukkes. Kun en lille glød ulmede og trængte til livgivende ilt. Det fik den heldigvis. Men genoplivningen var hård.

Stilhed før storm

Lad os starte med at forsøge at forstå, hvor gnisten først fængede – hvor ilden udsprang.

Berggreens forhold til fodbold ændrede karakter efter et efterskoleophold på Skyum Idrætsefterskole. Her blev sporten systematiseret, udvidet med ekstra styrketræning og tilsat en udvidet stab. Det gav pote rent udviklingsmæssigt, og Berggreen blev ved årets afslutning tilbudt at blive i Thy Thisted Q. Hun valgte i stedet at søge mod Vildbjerg, hvor hun blev tilknyttet U18DM.

Her fulgte nogle gode sæsoner, da den første nervøsitet for nye mennesker og nye omgivelser havde lagt sig. Træningen var tilpas hård og seriøs. De andre spiller var søde. Berggreen var flyvende.

De første bump på vejen begyndte imidlertid at vise sig, da hun skulle begynde at træne med Vildbjergs 1. divisionshold. Pludselig var en plads i startopstillingen ikke længere givet på forhånd, og der var anderledes kamp om pladserne.

Samtidig øgedes presset udefra. Handelsgymnasiet krævede hendes tid og overskud. Hun skulle stadig være noget for familie og venner.

Det helt store knæk indtraf ganske kort tid efter skiftet til FC Midtjylland Kvindefodbold. Hvad der skulle have været et nyt kapitel i en fortælling om en fremadstormende fodboldspiller, blev uventet til en skadeshistorie.

– Den første uge tilbage efter sommerferien smadrer jeg min ankel fuldstændigt. Jeg går glip af alle træningskampene, jeg går glip af alle træningerne – jeg går glip af det hele. Og pludselig er jeg helt vildt bagud.

Men den fysiske skade blev ikke den værste.

Først kommer skaden, så kommer tvivlen

Det viste sig at være flere ødelagte og helt overrevende ledbånd, der sendte Kathrine til tælling. Det gjorde ondt i mere end én forstand.

– Mit mentale overskud var der bare slet ikke. Jeg havde helt vildt svært ved at kæmpe mig op igen, selvom jeg havde helt vildt mange, der bakkede mig op.

Fraværet fra fodboldbanen fik flere og flere konsekvenser, og tvivlstankerne stod i kø. Hvor længe ville det vare? I hvilken forfatning ville hun kunne vende tilbage til træningsbanen. Og ikke mindst – hvornår?

– Jeg var virkelig opgivende i en lang periode og begyndte at tænke, at jeg jo lige så godt kunne droppe fodbolden. Jeg mistede meget af glæden, og det er måske ikke så mærkeligt, når man ikke spiller. Så glemmer man, hvor fedt det kan være.

Og tvivlen begyndte også at snige sig ind andre steder. For hvilken plads har man på holdet, hvis man i en periode ikke kan spille?

For Berggreen har det sociale på holdet altid spillet en helt central rolle i hendes fodboldglæde. Her forstår man hinanden. Her hjælper man hinanden. Man er ikke bare holdkammerater, men også veninder.

I perioden omkring skiftet fra Vildbjerg SF til FC Midtjylland kom der en række nye spillere til, og sammenfaldet med nye holdkammerater, skaden og det totale fravær af mentalt overskud blev en utryg cocktail.

– Jeg følte mig udenfor fællesskabet i en periode. Jeg var jo ikke med til træninger, på busturene til kamp og jeg havde ikke lært de nye spillere at kende. Jeg så dem måske i virkeligheden som rivaler. Den følelse har jeg aldrig haft før – det var ikke rart. Det har heldigvis ændret sig siden. Nu er vi helt vildt gode veninder, og det er jeg bare mega glad for.

I sådan en situation har en fodboldspiller – måske mere end nogensinde før – brug for at bevare sin motivation. Og hvis den motivation tidligere har været bundet op på at kunne være aktivt spillende, bliver det pludseligt mere end almindeligt vanskeligt at mønstre begejstring i en tilsyneladende endeløs genoptræningsfase, der mest af alt føles som en ørkenvandring.

– Jeg snakkede med Marie Obel [mentaltræner for holdet], og jeg snakkede meget med mine forældre. Dem sparrede jeg meget med. De prøvede virkelig at hjælpe mig med at bevare gejsten, for selv da jeg kom tilbage fra skaden, kunne jeg jo se, at jeg var 16 ugers arbejde bagud.

Så selvom det første delmål var indfriet – at komme tilbage på træningsbanen – var målstregen endnu engang ude af syne. En mavepuster, der i første omgang tog vejret fra hende, men som også viste sig at blive Berggreens redningskrans.

– Jeg følte, der var enorm lang vej tilbage, og jeg troede ikke, at jeg kunne nå at indhente det overhovedet. Men så begyndte jeg at tænke, at jeg jo ikke havde noget at miste. Det gav mig noget ro, og det hjalp mega meget på min motivation til at fortsætte.

Langsomt kunne hun begynde at padle sig tilbage – ét armtag ad gangen – tilbage til mentalt overskud og succesoplevelser i fodboldstøvlerne.

Der er lys – masser af lys

Så hvad er status – her i optaktsfasen til en ny sæson, hvor der er mere på spil end nogensinde før?

Berggreen er tilbage – og hun er kampklar!

– I dag er jeg skadesfri. Jeg har fundet glæden ved fodbold igen, og jeg har fået mit frirum tilbage. Jeg kan gå ud og bevise, at jeg er god nok.

Kampuniformen, rygnummer 14 og ulvelogoet venter – klar til et kærligt gensyn. Forhåbentligt bliver den kommende sæson anderledes succesfuld end den foregående, som hun selv beskriver som virkelig svær. Men det er ikke kun flere minutter på kampbanen, der er afgørende for, om Berggreen vil sidde tilbage med en følelse af at lykkes.

– Nu drømmer jeg bare om mere spilletid, og at få lov til at vise, hvad jeg kan. Måske mest overfor mig selv. Jeg har været meget hård ved mig selv i den periode. Meget selvkritisk. Jeg har nok haft mere fokus på det negative end det positive. Det skal jeg helt sikkert arbejde med. Det er først gået op for mig nu, at det har påvirket mig så meget, at jeg er så hård ved mig selv.

Heldigvis er Berggreen i dag helt afklaret med, hvorfor hun har brugt så meget energi og tid på at kæmpe sig tilbage fra skaden. Al modstand til trods har der været én konstant i hendes syn på sporten, som ikke har ændret sig. Grundlæggende betyder fodbold stadig det samme for den 19-årige skadede forsvarer, som det gjorde for efterskoleeleven, for hvem sporten åbnede nye dimensioner af livet.

– Jeg har da overvejet, om jeg skulle stoppe, når jeg ikke har følt, at det giver mening. Men jeg har altid givet det en chance mere og udsat beslutningen. For jeg elsker jo bare at spille fodbold. Jeg kan ikke se mig selv ikke spille fodbold. Jeg brænder jo for det. Jeg har sat hele mit liv på pause for at spille fodbold – det har vi alle sammen – så vi kan sætte os i hinandens sted.

Egentligt overvejede Berggreen, om hun overhovedet ville bruge mere tid og energi på at tale om sidste sæson. En overstået sæson. Et afsluttet kapitel. Der var ingen grund, syntes hun, til at blive ved med at koge suppe på noget, der føltes som en fiasko. Heldigvis skiftede hun mening og lukkede os ind i et rum, der ikke var rart at være i.

Men den slags rum er også vigtige at træde ind i. For hvis vi kun fortæller om opgangsperioder og succeshistorier, bliver der ingenting at spejle sig i, når noget går skævt. Når ikke planen lykkes, og modgangen fortsætter – langt, længere end vi havde håbet.

Derfor er det vigtigt at give Berggreen taletid. For der er andre, der lige nu kæmper nøjagtig den samme kamp, som hun gjorde sidste sæson. Og de har brug for hendes fortælling, så de kan genvinde håb om igen at komme ovenpå og tilbage på banen. For det er lige der finder vi hende – og hun er flyvende.

Fakta

• Kathrine Marian Berggreen Olsen
• 19 år
• Forsvar
• Rygnummer 14
• 4 kampe
• Har tidligere spillet i Mejrup GU, FC Thy piger, Vildbjerg SF