Transfervinduet er fuld af kuriøse, skæve historier, der aldrig bliver fortalt.
I anledning af Deadline Day ser vi tilbage på en af dem, som endnu ikke har set dagens lys; da nuværende Head of Operations på Guldminen, Simon Larsen, i forbindelse med et praktikophold på den danske ambassade i Ankara, pludselig blev en del af transfermøllen for en dag.
Som en del af historien finder man blandt andet den tidligere FCM-stjernespiller, egyptiske Mohamed Zidan, daværende sportsdirektør Jens Ørgaard og præsidenten i den tyrkiske storklub Besiktas.
En telefonsamtale for livet
Det hele startede med, at den dengang 25-årige Simon Larsen, i forbindelse med sit kandidatstudie, kom i praktik på den danske ambassade i Ankara. Her fik han et hav af spændende opgaver, og en af dem indtraf i foråret 2004.
– Ambassadøren havde været til et arrangement og kom til mig: “Jeg har lige talt med Besiktas’ præsident. Du er jo fodbolddreng. Kan det passe, at der er en, som hedder Zidan, der spiller i FC Midtjylland? Kan du ikke lige prøve at få sagt til folkene i klubben, at Besiktas er interesseret i ham?,” sagde han til mig.
Besiktas’ tanke var formentlig, ifølge Simon Larsen, at den tyrkiske storklub meget vel kunne skaffe sig en ‘forlomme’ i potentielle transferforhandlinger via deres nye danske venner.
Og med ungdommens gåpåmod, uden at tænke videre over, at opgaven måske ikke lige lå indenfor skiven af sædvanlige arbejdsopgaver i forbindelse med praktikopholdet på ambassaden, gik Simon Larsen i gang.
– Jeg ringede til FC Midtjyllands hovednummer, og på et tidspunkt fik jeg så snuset mig frem til Jens Ørgaards telefonnummer.
– “Det kan godt være, det her er en lidt speciel henvendelse. Min ambassadør har talt med Besiktas’ præsident, og jeg har fået at vide, at jeg lige skal ringe og sige, at de er interesserede i Zidan,” fortalte jeg Ørgaard.
Simon Larsen fortæller videre, at Jens Ørgaard i første omgang blev stille. Herefter lød et “hvor er det lige, du ringer fra?”
– Det ender med, at Ørgaard fortæller, at Besiktas er meget velkomne til at tage fat i ham. Det virkede ikke som om, at han syntes, jeg spildte hans tid, men jeg kunne da godt mærke, at det var en lidt usædvanlig måde at gøre tingene på.
Mere gjorde Simon Larsen ikke. Han vendte retur til sin ambassadør og fortalte, at beskeden nu var blevet leveret til Jens Ørgaard. Herefter fortsatte praktikopholdet med de sædvanlige arbejdsopgaver. Simon Larsen selv ved ikke, hvad der sidenhen skete i forbindelse med forhandlingerne mellem FC Midtjylland og Besiktas.
Ørgaard bekræfter historien
Jens Ørgaard husker det som en kuriøs episode, og han bekræfter den berygtede telefonsamtale uden at kunne tilføje mere.
Den tidligere sportsdirektør fortæller også, at han endte med at flyve sydpå for at holde møde med tyrkerne. Hurtigt gik det dog op for ham, at de ikke havde intentioner om at betale i nærheden af det beløb, FC Midtjylland forlangte.
Under et år senere, i januar 2005, skiftede Mohamed Zidan da også væk fra FC Midtjylland. Destinationen blev dog ikke Besiktas, men derimod tyske Werder Bremen.
– Ambassaden arbejder jo også med at varetage danske handelsinteresser, så på den måde var det jo lidt indenfor skiven alligevel, fortæller Simon Larsen til slut og griner.