Fire sejre i fire kampe. 18 scorede mål og nul imod. Det fortæller statistikken om det ældste akademimandskabs Youth League-kampagne i efteråret.
De flotte præstationer resulterede i sejre over Progrés Niederkorn og Legia Warszawa, hvilket betyder, at FCM for syvende gang er klar til knockoutfasen i ungdommens svar på Champions League.
I 1/16-finalerne, der afgøres over én kamp, venter et brag mod engelske Manchester City, som også bliver den første med U19-holdets nye cheftræner, Niclas Hougaard, i spidsen.
Niclas Hougaard: Vi går ind til foråret med en kæmpe motivation
Inden onsdagens kamp får du her et tilbageblik på tre særlige hjemmekampe fra akademiets europæiske historie.
15/16: FCM 4-4 Atl. Madrid (5-4 efter str.)
Tilbage i 15/16-sæsonen tog FCM hul på deres første eventyr i Youth League. Sejre over FC Saburtalo og Legia Warszawa betød, at de ældste akademister blev parret med Atletico Madrid i knockoutfasen.
Et midtjysk hjemmebanehold, der blandt andet bestod af Rasmus Nissen Kristensen, Frank Onyeka og Mads Døhr Thychosen, var i kampens afslutning foran med én mod Madrid-klubben, som startede kampen med den nuværende AC Milan-spiller, Theo Hernández, på venstreback.
Men en sen spansk udligning til hele 4-4 betød, at kampens vinder først kunne findes i en straffesparkskonkurrence. Her sendte Anders Hagelskjær det sidste spark i kassen, og midtjyderne kunne bryde ud i jubel efter at have sikret sig en plads i ottendedelsfinalerne. Her endte man dog med at tabte til FC Barcelona.
START XI: Andreas Raahauge, Malte Jürgensen, Andreas Murbeck, Nicolai Damkjær Madsen, Rasmus Nissen Kristensen, Mads Døhr Thychosen, Nikolaj Kirk, Mads Olsen, Mikael Anderson, Jákup Thomsen.
18/19: FCM 3-1 Manchester United
Tre år efter lykkedes man sig igen med at spille sig videre til ottendedelsfinalerne, hvor lodtrækningen sendte Manchester United en tur forbi Danmark.
Et sprudlende midtjysk mandskab udfoldede sig på MCH Arena, hvor særligt Gustav Isaksen skilte sig ud. Kantspilleren fra Roslev lavede to mål mod de engelske gæster, der måtte rejse hjemad med et 3-1-nederlag.
På holdet dengang var også Oliver Sørensen, som i oktober rundede 100 kampe for førsteholdet, samt Elías Ólafsson. FCM-drengene måtte se sig slået af turneringens senere vindere, FC Porto, i kvartfinalen.
START XI: Elias Olafsson, Oliver Olsen, Japhet Sery Larsen, Patrick, Nikolas Dyhr, Nicolas Madsen, Oliver Sørensen, Antonis Martis, Gustav Isaksen, Casper Tengstedt, Jibril Abubakar.
21/22: FCM 2-3 S.L. Benfica
Seneste gang, det ældste akademimandskab var i ottendedelsfinalerne, var for tre år siden. En flot sejr over Club Brugge resulterede i, at U19-holdet fik muligheden for at matche sig mod portugisiske Benfica.
I truppen havde gæsterne blandt andet António Silva og João Neves, som i dag står noteret for henholdsvis 17 og 13 landskampe for det portugisiske A-landshold. For hjemmeholdet stillede cheftræner Kenneth Andersen med tre nuværende førsteholdsspillere fra start i form af Oliver Sørensen, Aral Simsir og Valdemar Byskov.
En hektisk 1. halvleg sluttede 2-2, og så lignede det længe, at der skulle bruges ekstra spilletid for at finde en vinder. Men ti minutter inden slutfløjtet sendte udeholdet sejrsmålet i nettet. Dermed måtte de midtjyske akademister gå skuffet fra banen efter nederlag mod, hvad der igen skulle vise sig at være turneringens senere vindere.
START XI: Nicholas Beetson, Pontus Texel, Ousmane Diomande, Mikkel Fischer, Mads Lauritsen, Oliver Sørensen, Andreas Nibe, Valdemar Byskov, Oscar Fraulo, Gustav Christensen, Aral Simsir.
Se morgendagens stjerner i aktion
Onsdag den 12. februar kl. 14.00 lyder 1/16-finalens første fløjt på EDC Arena i Ikast. Modsat de hidtidige opgør i sæsonen i Youth League skal du til denne kamp trække billetter via FC Midtjyllands billetsystem. I samarbejde med akademiets hovedsponsor, itm8, tilbyder vi fortsat gratis entré, men det kræver altså, at du har en billet.
Dette kan du som vanligt gøre via billetsalg.fcm.dk, som du kender det fra andre kampe. Der er først til mølle på billetter, indtil vi eventuelt kan melde udsolgt. Alle billetter er unummererede.
Har du ikke mulighed for at tage turen til EDC Arena, er det muligt at se kampen på TV3 Sport og Viaplay.