Onsdag eftermiddag var den nye U19-træner for første gang på sidelinjen for det ældste akademimandskab i ungdommens svar på Champions League, Youth League.
En tætspillet affære endte 2-2, og derfor skulle de to mandskaber afgøre deres videre skæbne fra 11-meter-pletten. Her trak midtjyderne det korteste strå, hvilket betød, at dette sæsons europæiske eventyr så sin ende.
Flot indsats endte i straffedrama
Efter kampen var det en ærgerlig, men stolt cheftræner, der talte med den skrevne presse.
– Det var på mange punkter en fantastisk debut for mig i dag, men det er klart, at det er ikke den følelse, man står med nu her efter kampen. Vi viser karakter i dag, skaber chancer og får på de fleste parametre skabt den kamp, vi gerne ville have, siger Niclas Hougaard og uddyber:
– Vi matcher en dygtig modstander over 90 minutter og gør mange ting rigtigt. De har et højt individuelt niveau, men fra i dag skal vi tage med, at vi er stand til at være med på det niveau også.
Den nye cheftræner ser også tilbage på en forberedelse til kampen, der afspejler truppens mentalitet.
– Lige siden jeg trådte ind ad døren her, har jeg kunne mærke sulten, der er i truppen. Det var noget, vi alle så frem til, og en præstation vi kan være stolte af. Det er helt sikkert en sult, vi skal tage med ind i det, der bliver en spændende forår, fortæller Niclas Hougaard.
Første mulighed for at revanchere dagens resultat er på søndag, hvor Brøndby gæster EDC Arena, og der igen spilles fodbold i U19 Ligaen.