En godt besøgt EDC Arena var vidne til en tætspillet kamp mellem FC Midtjyllands U19-hold og Manchester Citys ditto.
Desværre for de midtjyske akademister blev dette endestation i Youth League, da de engelske gæster besejrede det ældste akademimandskab i straffesparkskonkurrencen.
Flot indsats endte i straffedrama
Efter opgøret satte anfører Gustav Bjerge og angriber Nicolaj Tornvig ord på kampen.
– Det er klart, at lige nu så er det skuffelsen, der fylder mest. Men når vi får kampen lidt på afstand og kan sætte os og se den igen, så er det helt sikkert noget, vi kan tage med. Vi får i perioder af kampen lagt et godt tryk på dem, siger anføreren og fortsætter:
– Men vi møder også et godt hold, der er i stand til at sætte os under pres, men over hele kampen synes jeg, at vi håndterer det godt. Alt i alt følger vi vores gameplan godt, og så er det selvfølgelig frustrerende, at det er på straffespark, vi ryger ud. Men vi skal bruge det til som en motivation til de næste kampe her i foråret.
– Vi kan være med på dette niveau
Også Nicolaj Tornvig satte ord på kampen og følelserne efterfølgende.
– Lige nu er det klart skuffelsen, som fylder. Men når den mere og mere rammer baghovedet, så viser vi i dag, at vi er i stand til at spille op med et hold som Manchester City. Det var et godt hold, men det viste vi samtidig, at vi var. Og så er det selvfølgelig irriterende, at vi ikke kunne sende dem hjem med et nederlag.
I løbet af sine 82 minutter på banen havde den 18-årige angriber sine dueller med det engelske forsvarspar, som blandt andet bestod af Jahmai Simpson-Pusey, der i indeværende sæson står noteret for seks kampe for Manchester Citys førstehold – heriblandt en startplads i Champions League.
– Vi spillede mod et godt hold med en høj individuel kvalitet, og vi lykkes med at sætte dem under pres og score to mål. Det er altid sjovt at teste sig selv af mod gode modstandere, hvilket vi gjorde i dag. Men vi viste, at vi også kan spille med på det niveau, siger Nicolaj Tornvig afslutningsvis.