Det blev en stensikker 4-1-sejr for FCM-kvinderne, da de lørdag mødte 1. divisionsholdet fra Aalborg Freja.
Netop Aalborg Freja var en velvalgt modstander til testkampen, da kvinderne gerne ville træne en bestemt del af spillet.
– Det var på mange måder en helt perfekt testkamp for os, da Aalborg Freja kom med en gameplan, der gjorde, at de parkerede bussen foran deres eget mål fra det første fløjt. Det var rigtig godt for os, da vi rigtig gerne vil forbedre vores angrebsspil mod defensivt orienterede hold, hvor vi skal være kreative for at finde løsningerne, fortæller cheftræner Steen Gravgaard.
Det var dog ikke alt, der var helt perfekt ved lørdagens testkamp, hvis man spørger cheftræneren.
– Jeg er i virkeligheden ikke helt tilfreds med, hvordan det lykkedes for os at lirke deres forsvar op. Vi vinder 4-1, og selvom det er et rigtig fint resultat, kan vi ikke være tilfredse med, hvordan vi løste angrebsspillet. Vi kom til at mangle tempo og intensitet, og det er netop de parametre, der er allervigtigst, når man står overfor et defensivt hold, forklarer cheftræneren.
Til trods for at alt ikke var perfekt i kampen mod Aalborg Freja, er det dog en yderst fortrøstningsfuld Steen Gravgaard, der taler om, hvor holdet står frem mod sæsonstart.
– Jeg må sige, at jeg synes, at vi står et rigtig fornuftigt sted. Vi har leveret rigtig godt i nogle af de andre testkampe, hvor det har været et mere åbent kampbillede. I den her kamp havde vi også rigtig godt styr på spillet uden bold. Generelt er vi meget positive omkring situationen, og vi skal helt sikkert nok nå at blive helt klar til sæsonstarten, forsikrer Steen Gravgaard.
Målene i lørdagens kamp blev sat ind af Sofia Noesgaard, der scorede et hattrick, inden Clara Jepsen til sidst scorede på et straffespark, der også blev begået mod hende.
Sæsonen bliver skudt i gang med en hjemmekamp mod FC Thy-ThistedQ den 22. marts 2025.