Hun er indfødt herningenser og til dagligt går hun i 3. g. På fodboldbanen huserer hun i bageste kæde, hvorfra hun med en utrættelig energi og et instinktivt blik for spillet forsvarer FC Midtjyllands kvindehold. Hun drives frem af en kærlighed til spillet og en drøm om at følge med holdet op i Kvindeligaen. Og så har hun ét overskyggende fokus: fællesskabet.

Fællesskabet blandt spillerne. Fællesskabet med staben. Bevidstheden om, at alle deler samme drømme. De samme mål.

Og der skal et stærkt fællesskab til, hvis de drømme skal blive til mere end et fjernt fatamorgana.

Vejen til FC Midtjylland

Egentligt var fodbold ikke Annes førstevalg, da hun som lille skulle vælge fritidsinteresse. Alligevel blev det til kærlighed ved første blik, da hun startede i Tjørring IF og hurtigt fandt ud af, hvad sporten kunne tilføre hendes liv.

Helt fra starten blev det holdsportens stærke fællesskab, der bar hendes fodboldglæde frem. Tilsat en stor portion talent og endnu mere træningsvillighed tog hendes fodboldrejse fart.

Fra Tjørring skiftede hun sammen med flere på holdet til Vildbjerg SF. Det betød endnu mere fodbold og også en omgående følelse af udvikling og at lykkes.

– Skiftet til Vildbjerg var helt sikkert et skridt opad – alt fik en tak opad. Der blev bare mere af det hele – flere træninger, flere kampe og især kampe mod nogle større klubber. Men jeg var der stadig først og fremmest, fordi det var sjovt – nu var det bare med et lidt andet formål end før.

Anne lykkedes selvom læringskurven var stejl. Hurtigt blev hun rykket op omkring seniorholdet – først til træninger og senere i startopstillingen – selvom hun egentligt havde alderen til at spille U18 DM.

Derfor var hun også allerede en del af truppen, da FC Midtjylland overtog Vildbjergs licens, og kvindeholdet så dagens lys. Nu altså både ulvinde af postnummer og kampuniform.

Med ulvelogoet fulgte også en øget opmærksomhed, øgede forventninger og ikke mindst øget konkurrence om spilletid. Alligevel lægger Anne stadig først og fremmest vægt på fællesskabet, når hun skal beskrive overgangen til FCM.

– Det sociale har været på plads fra start, og det er det vigtigste. Der er helt sikkert en anden konkurrence nu. Men det har jeg været vant til siden jeg blev en del af FCM Pigelicens på U12, så konkurrencen i sig selv er ikke noget nyt. Den er bare blevet hårdere.

Og selvom det kan lyde som noget af en mundfuld for en ung fodboldspiller, så er der ingen tvivl om at netop den udvikling har åbnet en helt ny dimension i Annes fodboldrejse.

– Det har været et fedt skifte til FC Midtjylland. Setuppet er megafedt. Og der er kommet mange flere aspekter ind over min fodbold. Nu er der presse, billeder osv., så man skal pludselig til at tænke over, at man repræsenterer klubben. Logoet forpligter. Det er megafedt.

Et opgør med perfektionismen

Det kræver mere end almindelig vedholdenhed og disciplin at blive elitefodboldspiller. Mange, mange træningstimer – også når vejret er træls, og når man må sige nej til tilbud og arrangementer. Der er mange afsavn og mange fravalg. Men det har ikke Annes fokus.

– Jeg tænker ikke, at jeg går glip af noget. Jeg synes, at jeg har valgt en hel masse til. Det kræver selvfølgelig, at jeg er nødt til at disponere min tid, og især her i gymnasietiden er der selvfølgelig en masse fester, jeg ikke er med til.

Når programmet er stramt – fritiden knap og to-do-listen lang – er man nødt til at prioritere sin tid. Men man er faktisk også nødt til at kende sig selv særlig godt; måske endda bedre end de fleste. For når der kun er ganske lidt tid og en vis mængde overskud, er man nødt til at være meget bevidst om, hvordan begge dele forvaltes.

For Anne har det især ført til overvejelser om hendes forventninger til sig selv.

– Jeg stiller store krav til mig selv, og jeg er nok lidt en perfektionist. Både med min fodbold, og med min skole, afleveringer osv. Jeg vil bare gerne gøre det så godt, som jeg overhovedet kan.

Store forventninger og krav er der nok af i et elitemiljø. På én og samme tid en motivationsfaktor og en påmindelse om, at det kan være nødvendigt at skrue ned for tempoet.

– Efterhånden som jeg er blevet mødt med flere krav, har jeg også været nødt til at lære at passe på mig selv. Jeg prøver at sige til mig selv, at det ikke gør noget, at jeg ikke klarer alting på topniveau hver gang. På den måde forsøger jeg at gøre op med min egen perfektionisme.

Derfor er det også helt centralt i Annes fodboldfortælling, at hun er så stærkt bevidst om, at fællesskabet på holdet er det, der vedligeholder hendes kærlighed til sporten og fastholder plads til det frirum, hun finder der.

For fællesskabet er det vigtigste.

Holdet kommer altid først

For en udefrakommende kan det synes som en vanskelig balancegang at skulle være både veninder og holdkammerater i en spillertrup, der tæller 27 spillere i en sport, hvor der er plads til 11 i startopstillingen og en håndfuld på bænken.

Hvad er man først og fremmest? Veninder? Holdkammerater? Konkurrenter?

– Det kan godt være svært både at være veninder og kæmpe om en plads i den samme startopstilling, men jeg synes, at vi er gode til at skille det ad, så vi stadig kan have det godt sammen.

Den ugentlige holdudtagelse kan derfor give anledning til skuffelse og måske endda frustrationer.

– Det er selvfølgelig en tilvænning, men jeg synes, at vi er gode til at rumme hinandens følelser og give plads på den måde. Og så er der bare stor opbakning.

Så hvad er vigtigst i kapløbet om spilletid?

For Anne er svaret ret enkelt. Der er først og fremmest ét samlet mål for både trup og stab: holdet. Sejren og de tre point. På sigt: Oprykningen. Og derfor er opbakningen også total – upåagtet om Annes navn er at finde i startopstillingen eller ej.

– Selvfølgelig er det vigtigt at fejre sine egne, små sejre, men det er altid holdet, der kommer i første række. Det er altid vigtigst, at holdet skal præstere. Så kommer alt andet i næste række.

Og præcis den indstilling er værd at bide mærke i, for det kan hjælpe den ellers så perfektionistiske forsvarsspiller med at flytte noget pres væk fra egne præstationer. Det gælder om at fokusere på de områder, man selv kan styre, og acceptere, at der er nogle ting, man ikke har indflydelse på. Og her er Anne ret afklaret.

– Man må bare gøre det så godt, som man kan. I sidste ende er det jo Steens beslutning.

Der er en ro over Annes refleksioner over sin nuværende form. Hvor hun tidligere har været plaget af skader og dertilhørende rastløshed, er hun nu anderledes afklaret og fokuseret. Der er intet forceret over hendes målsætning for den kommende halvsæson.

– Lige nu er det vigtigste for mig at komme ind i et stabilt forløb, hvor der er en konstant udvikling. Jeg prøver bare at være tålmodig og gøre mit bedste. Jeg har fokus på min egen udvikling, og så skal jeg undgå flere skader.

Dedikation og fællesskab. Ambitioner og ydmyghed. Tillempet perfektionisme og utrættelig arbejdsomhed.

Anne Hougaards fodboldfortælling er et nuanceret billede på, hvordan man kan kombinere sine egne drømme med en urokkelig tro på holdånden. Anne viser os, at man som holdspiller har en afgørende rolle – uanset om man er en del af de startende 11 eller ej. Der er brug for evig opbakning fra de holdkammerater, der heldigvis også er veninder. For holdet og fællesskabet kommer altid først.

Fakta

• Anne Hougaard
• 18 år
• Forsvar
• Rygnummer 2
• 7 kampe
• Har tidligere spillet i Tjørring IF og Vildbjerg SF