FC Midtjylland Kvindefodbold er godt repræsenteret på diverse landshold, hvor man har haft 16 spillere sendt afsted med forskellige landshold i denne sæson.
Det gælder Lærke Mølholm og Caroline Ahle, der har været med det danske U16-landshold for piger flere gange, mens man også har haft Ida Skræddergaard, Andrea Thierry og Sasha Gogorza med på U17-landsholdet for piger.
Pigernes U19-landshold i Danmark har haft hele ti FCM-spillere med sig i løbet af sæsonen i skikkelse af Sofie Hoffmann, Maya Lefeuvre, Julie Breiner, Frida Nautrup, Ida-Sofie Rathe, Sofia Noesgård, Therese Vestermark, Amalie Lund, Mathilde Kaihøj og Emma Nielsen.
Målvogteren, Katrine Thisgaard, har optrådt for U23-landsholdet.
Også de udenlandske spillere i truppen har gjort sig positivt bemærket, da Marina Stefanikova har været med det slovakiske A-landshold, mens også Phiona Nabbumba har optrådt for det ugandiske A-landshold.
De mange landsholdudtagelser har en betydning for FC Midtjylland direkte, men det er også af stor værdi for spillerne selv, mener sportschef Anders Madsen.
– Det vigtigste for FC Midtjylland er, at vi kan opfylde vores mål, og at spillerne bliver bedre. Når de er med landsholdene, kan de få en international matchning, og det betyder også, at de kan vende tilbage til klubben og være endnu bedre udrustet for resten af karrieren, fortæller han.
– Det betyder meget for spillerne, at de kan få lov til at repræsentere deres land, når de trækker i landsholdsdragterne. Det er noget, der gør en spiller stolt, men man bliver også stolt som sportschef over, at vi har så dygtige spillere, at vi kan have så stort et antal spillere med landsholdene, supplerer han.
I sidste ende er klubbens mål og spillernes udvikling det vigtigste, som Anders Madsen fastslår, og begge dele rykker tættere på at blive opfyldt, når kvinderne har landsholderfaring.
– Pigerne får opfyldt en drøm, men de bliver samtidigt også bedre, når de kan få kampe på det niveau, der er med til at gøre dem til bedre fodboldspillere. Det betyder også, at de kan bidrage med endnu mere i FC Midtjylland, hvilket er til gavn for alle parter, afslutter sportschefen.
Flere af de forskellige landshold har spændende opgaver foran sig i de kommende dage, hvor U19-landsholdet eksempelvis spiller to testkampe, inden de genoptager kvalifikationen til U19-EM. U16-landsholdet spiller også to testkampe mod Finland i den kommende periode, ligesom tilfældet er for U23-landsholdet, der har Tjekkiet og Spanien som modstandere, mens det slovakiske A-landshold skal spille vigtige Nations League-opgør.