FCM-kvinderne slog i weekenden FC København i en testkamp. Tirsdag blev der på ny skruet op for modstanderholdets rangering, da man fik besøg af et hold fra Gjensidige Kvindeliga i form af AGF.
Opgøret endte 1-1, og det var en kamp, hvor FCM-træner Steen Gravgaard mener, at der er meget at tage med.
– Sikke en træningskamp! Det var endnu engang en kamp, hvor der var masser af intensitet og læring at tage med, begynder cheftræneren.
FCM-kvinderne har fokuseret på et højt presspil i opstarten, og det var også noget af det, tirsdagens modstander var gode til.
– AGF kom med et vanvittigt hårdt pres i kampens første fase, og det pressede os i det defensive og opbygningsspillet. Pigerne stod dog flot imod, og de var gode til at holde AGF fra store chancer. Thisgaard (Katrine Thisgaaard FCM-keeper, red.) var aldrig for alvor presset, men hun tog et kæmpe ansvar blandt andet på dødbolde, fortæller cheftræneren.
Katrine Thisgaard er dog ikke den eneste, der modtager stor ros fra sin træner. Han fremhæver nemlig, at målvogterens ansvarstagen gavnede Maya LeFeuvre og Julie Breiner, der dannede stopperpar og gjorde det på fornemmeste vis. De er i øvrigt begge danske U19-landsholdsspillere.
Efter AGF-presset var det dog en ligeværdig kamp mellem to gode hold, mener cheftræneren.
– Efter deres pres kom vi markant bedre med, og vi kom mere på bolden, mens vi producerede en del chancer. Alt i alt går vi nok engang fra banen med troen på, at det peger i den rigtige retning, forsikrer Steen Gravgaard.
Kampen endte 1-1, og FCM-målet blev scoret af efterårets topscorer, Rikke Dybdahl, der bragte FCM i front først i anden halvleg. Gæsterne udlignede til 1-1 med omkring ti minutter tilbage af kampen.
Kampen mod AGF var den næstsidste testkamp inden forårspremieren den 22. marts mod FC Thy-ThistedQ. FCM-kvinderne møder nemlig AaB på lørdag i Vildbjerg.