Kampprogram

Før OB: Ikke et ord om Atalanta

Cheftræner Brian Priske har fuld fokus på lørdagens kamp mod OB. Først søndag gælder det Champions League.

16/10/20
Frits Nielsen
Foto: Getty Images

Det er mandag formiddag. Spillerne nyder stadig den sidste af fire fridage, inden træner Brian Priske genoptager træningen tirsdag formiddag. Spørgsmålet er, om cheftræneren selv har kunnet sende tankerne på fire dages miniferie. Om efterårets udfordringer rumler i baghovedet.

– Det gør de nok, men det har også været godt at trække stikket ud. Der har været tryk på den seneste tid, og det har været godt at gå herhjemme med lukkede øjne, siger Brian Priske.

Han fortæller, at bare det at komme væk fra træningsanlægget et par dage har været godt for sjælen.

– Alle omkring holdet har arbejdet hårdt. Vi har kun haft én uges ferie efter Superligaen stoppede, så det har været tiltrængt. Også for spillerne, selvom mange har været lidt i gang. Der er en stærk kultur i truppen, og flere har selvtrænet, siger Brian Priske.

10 mand med landsholdene

FCM har haft 10 mand fra truppen væk til landskampe rundt i verden. Først fredag – altså dagen før OB-kampen – er hele truppen samlet.

Men har du så et hold i hovedet allerede nu, lyder spørgsmålet om mandag formiddag?

– Man gør sig jo sine tanker, men jeg ved også af erfaring, at det kan man ikke planlægge for tidligt. Der kan være sygdom og skader, så det handler om at komme i gang med træningen, og så kan vi bare krydse fingre for, at ingen kommer hjem med skader, siger Priske.

Online kampprogram FCM – OB

Favoritværdighed lever FCM med

Skader eller ej. FC Midtjylland vil være favorit på hjemmebane mod OB. Et fynsk mandskab, der kun har én sejr i de første fire kampe. Til gengæld var det en 3-2 sejr over FC København på hjemmebane.

Derudover har fynboerne ikke vundet i 12 af deres 13 sidste udekampe, og ydermere er morgendagens gæster på MCH Arene uden Issam Jebali, som har scoret 4 af OB´s 6 mål i de fire første kampe. Han fik rødt kort i sidste kamp mod Vejle.

Det er dog en favoritværdighed, som Brian Priske tager med rimelig afslappet.

– Den favoritværdighed står vi med hele året. Det er den verden, vi befinder os i, og det er i sig selv kun positivt. Det skal spillerne bare lære at håndtere. De skal bare have fokus på egen træningsindsats og så ellers gøre arbejdet færdigt, lyder det fra Brian Priske.

Til gengæld ikke er helt tilfreds med FCM´s udbytte i de første 4 kampe.

– Vi ville jo godt have lidt flere point. Vi lod jo 2 ligge i Horsens, hvor vi stemplede ud i perioder, og det kostede. Vi skal levere på højt niveau i 90 minutter hver gang, fastslår cheftræneren.

Og så lige Champions League og Atalanta. Fire dage efter OB-kampen.

Du kan vel ikke holde de italienere helt ud af dine tanker?

– Jooo, det går meget godt lige nu, lyder det med ro i stemmen.

– Men selvfølgelig. Det bliver vores udfordring at håndtere det, der er lige for. Superligaen er det vigtigste. Vi skal vinde det mesterskab igen, og derfor er hver eneste kamp i Superligaen vigtig, fastslår cheftræner Brian Priske.

Artiklen er lavet til kampprogrammet til kampen mod OB. Deri finder du optakter med eksperter og en tidligere FCM-spiller. Oven i købet er der også sjove statistikker og temaartikler om akademiet og andet spændende.

Online kampprogram FCM – OB