Førsteholdet

On the road: De bedste betingelser er nøglen

Tre ture på udebane på en uge står for døren, og det kræver de bedste restitutionsmuligheder for spillerne. I første omgang gælder det Brøndby lørdag aften.

24/10/20
Jens Risom
Foto: Getty Images

Truppen er fredag eftermiddag rejst til Sjælland forud for opgøret i Brøndby. Her bliver de indtil mandag, hvor turen går til Nordengland. Det betyder, at spillerne er væk i seks dage i forbindelse med de to kampe.

Det sker for at give truppen de bedste forhold i forhold til restitution.

– Det er fedt, at vi har fået mulighed for at have de bedste betingelser af klubben. Det er selvfølgelig mange dage på hotel, men det er optimalt at have de bedst mulige forhold. På den måde kan vi få den søvn og hvile, som vi har brug for alle sammen efter kamp. Det er vigtigt i forhold til restitution, og der er jo kort tid til kampen i Liverpool efterfølgende, fortæller cheftræner Brian Priske.

Udover søvn og hvile er der også andre faktorer, som spiller ind i forhold til at blive klar til de mange kampe på kort tid.

– Spillerne spiser på de helt rigtige tidspunkter og har mulighed for en masse behandling, hvis der er brug for det. Der er rolige omgivelser og fuld fokus på kamp, hvor vi er sammen som gruppe, uddyber Brian Priske.

Træningsbanen i Ikast får dermed mindre aktivitet i den kommende uge, hvor det blot bliver til et normalt træningspas forud for næste weekends kamp mod FC Nordsjælland.

– Vi vil ud og dominere

Lørdag aften gælder det altså Brøndby, som har fået en resultatmæssig god start på 3F Superligaen. Med fire sejre i fem kampe indtager de førstepladsen i den tætte top – blandt andet to point foran FC Midtjylland. Det skræmmer dog ikke FCM-lejren på nogen måde.

– Der er ingen tvivl om vores tilgang til kampen. Vi vil ud dominere og selvfølgelig vinde kampen. Det er altid vores mindset. Vi vil presse og stresse Brøndby højt på banen, som vi har gjort med succes i mange kampe, lyder det fra cheftræneren.

Med en sejr kan FC Midtjylland passere Brøndby i tabellen, og det er naturligvis ambitionen for opgøret.

Vi vil jagte tre point. Vi går 100 procent efter det danske mesterskab, og det kommer ikke til at have nogen indflydelse, at vi spillede i onsdags. Det er i hvert fald vores krav til os selv. Uanset hvor mange kampe vi spiller, er der ingen undskyldninger for ikke at jagte mesterskabet, slår Brian Priske fast.

Følg kampen

Brøndby IF – FC Midtjylland kan ses direkte på Canal 9 og Dplay kl. 18.00 eller følges i tekst på FC Midtjyllands Twitter.

Som altid er det også muligt at følge med i kampens udvikling i matchcenteret på fcm.dk og i FCM-appen. Her får du blandt meget andet xG-værdier på alle afslutninger samt heat- og touch maps for samtlige spillere.

Matchcenter Brøndby – FCM