Akademiet

U19: Sene scoringer tippede vægtskålen

To mål i slutfasen sikrede FC Midtjylland fuldt udbytte i udekampen mod F.C. København.

07/11/20
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Kampen på KB’s anlæg var et møde mellem to hold, der begge bejler til topplaceringerne i årets U19 Liga, og både tempo og intensiteten i spillet levede op til ambitionsniveauet. Det var voksenfodbold der blev spillet på KB’s anlæg.

Det var dog også to hold, der i høj grad neutraliserede hinanden i en chancefattig første halvleg. Begge mandskaber kæmpede med at få sat spillet og skabe gennembrud. Blandt andet var FCK gode til at lukke bagrummet ned – det blev meget kompakt.

– I første halvleg synes jeg vi manglede et halvt skridt i vores presspil og vi løb ofte derhen, hvor bolden netop havde været, i stedet for der, hvor den var på vej til. I anden halvleg er vi lidt hurtigere ude, og det er med til at vi får tilkæmpet os et overtag, fortalte Henrik Jensen fra spillerbussen.

Allerede et minut inde i halvlegen fik FCM en stor chance, da Victor Lind efter en skidt FCK-tæmning fik fat i bolden helt inde i FCK-feltet. Det skete dog med ryggen til mål, men Lindvendte rundt og huggede til bolden, der røg i siddenettet – desværre fra den forkerte side.

FCM’erne var bedre til at få strakt FCK’ernes kompakte organisation, men endnu lod målene vente sig.

Vi skulle helt frem til det 83. minut før dødvandet blev brudt. Her blev Andreas Nibe spillet i dybden, og han slog et giftigt indlæg, som FCK’erne ikke fik clearet. Nedfaldsbolden faldt ned for fødderne af indskiftede Mikkel Tønnesen og “Tønne” bragede uden betænkning bolden op i krogen.

Den sene scoring fik FCK’erne til at satse offensivt, men det kom til at koste hjemmeholdet. Få minutter senere brød Mads Hansen bolden på banens midte, trak op i banen og lagde den af til Victor Lind, der var løbet på indersiden. Fri afslutning og 2-0.

Det blev kampens afgørelse, trods et ihærdigt FCK-pres i slutminutterne. FCM U19 har i otte kampe i U19 Ligaen  blot indkasseret seks mål.

– Jeg synes det er så fedt at se den måde spillerne sammen forsvarer feltet, de positionerer sig dygtigt og sætter virkelig en ære i at komme i vejen og få sat tacklingerne ind, lød de rosende ord fra Henrik Jensen efter opgøret.

Med sejren forsvarer FCM U19 førstepladsen i U19 Ligaen. Se stillingen og de øvrige resultater.

F.C. København U19 – FC Midtjylland U19 0-2 (0-0)

83′ 0-1 Mikkel Tønnesen
86′ 0-2 Victor Lind (oplæg Mads Hansen)

FCM U19: Valdemar Birksø – Hanus Sørensen (90+1 Unwana William Akpan), John Ndjate, Hosine Bility, Kristoffer Lund Hansen – Victor Lind (90+1 Zsombor Puskas), Frederik Christensen, Andreas Nibe (84′ Oliver Jeppe) – Mads Hansen, Frederik Heiselberg, Danijel Djuric (75′ Mikkel Tønnesen).

Advarsler: John Ndjate (FCM), Daniel Haarbo (FCK), Marko Stamenic (FCK), Valdemar Lund Jensen (FCK), Rasmus Højlund (FCK).