Akademiet

U17 trak det længste strå i pokalgyser mod Viborg FF

U17 måtte ud i straffesparkskonkurrence i pokalturneringen. Lørdag møder både de og U19 Randers i ligaopgør.

19/11/20
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

FCM U17 trådte onsdag aften ind i JBU’s pokalturnering med en kamp mod de lokalrivalerne fra Viborg FF – og det blev som ventet en hård opgave.

Domkirkebyens talenter er ubesejrede i U17 Divisionen, var fysisk stærkere end FCM’erne og kom stærkt ud, da kampen blev fløjtet i gang.

Efter to minutter fik værterne således et indkast højt oppe på FCM’s banehalvdel. Bolden blev kastet ned i FCM’s bagrum, hvor ulvene ikke fik tacklet af, og så kunne en VFF’er finde en udækket holdkammerat, der headede de grønne i front ved bagerste stolpe. Stærkt udlæg af hjemmeholdet, men også for slapt forsvarsspil af ulvene i situationen.

Viborg pressede højt, og pressede FCM’erne til at lave fejl, der skabte farlige situationer. Efter et kvarter førte en omstilling til et hjørnespark til Viborg. Det blev slået indadskruet mod første stang, hvor en af VFF’er fik hovedet på og headede 2-0 målet ind.

Kampen blev afviklet i rusk og regn og i første halvleg var det FCM’erne der var i modvind, både i overført og bogstavelig betydning.

Med nogen møje begyndte de sort-røde at få spille sig ud af hjemmeholdets pres, og Viborg lod sig falde længere tilbage på banen. Farligt blev det imidlertid sjældent. FCM’erne brugte for mange berøringer og tabte i alt for mange situationer bolden uden for VFF’s felt, hvorefter hjemmeholdet kunne køre kontra.

Opsang til teen

I pausen serverede Claus Therkildsen skideballe, rygende varm fra cheftrænerens hjerte. FCM’erne var slet ikke gode nok på bolden, og da holdet også forsømte at vende spillet, blev det en smal sag for hjemmeholdet at forsvare sig.

Begge dele blev meget bedre i anden halvleg. FCM’erne fik lagt et tungt tryk på Viborg og sværmede hele tiden om feltet. Efter ti minutters spil gav det udbytte, da indskiftede August Priske blev spillet fri på feltkanten og lagde bolden ind ved nærmeste stolpe.

Et kvarter senere var der igen fare på færde og på ny var Priske ophavsmanden. I første instans betød en dårlig berøring at bolden hoppede fra ham, men FCM’eren reagerede hurtigt og klappede med et hårdt vristspark kuglen ind i feltet, hvor Gustav Ørsøe (billedet) stødte den i nettet. 2-2 og FCM’erne havde vendt kampen.

Ulvene pressede på for en afgørelse i ordinær tid, men Viborg stod i mod og så måtte der en nervepirrende straffesparkskonkurrence til. Her scorede begge hold på deres fire første forsøg, men på Viborgs femte forsøg fik debuterende Magnus Elkjær læst skytten rigtigt og reddede, hvorefter Jonathan Asp med kampens sidste spark kunne booke billeterne til næste runde.

Her skal FCM’erne møde Thisted FCs talenter – kamptidspunkt er i skrivende stund ikke fastlagt. Det lægger til gengæld fast at FCM U17 på lørdag kl. 14.15 møder Randers på udebane i U17 Ligaen.

Viborg FF U17 – FC Midtjylland U17 2-2 (2-0), 6-7 strf.

2′ 1-0 VFF
15′ 2-0 VFF
50′ 2-1 August Priske
65′ 2-2 Gustav Ørsøe Christensen

FCM U17: Magnus Elkjær Sørensen (FCM U15) – Rasmus Kristiansen, Andreas Bonnén (25′ Dereje Nigussie Jensen (FCM U15)), Malthe Bøndergaard, Mathis Konradsen (FCM U15) – Jonathan Asp, Gustav Fraulo (41′ August Priske), Christian Jørgensen (FCM U15) (41′ Heini Sørensen) – Gustav Ørsøe Christensen – Donavan Bagou, Malte Melin.

U19: Hjemme godt, ude bedst?

DBU har besluttet at aflyse de danske U-landsholds kampe året ud, og det har betydet at FCM’erne i stedet har kunnet tilbringe tiden sammen på træningsbanerne i Ikast.

Her har humøret givetvis været højt for efter otte kampe er FCM U19 fortsat ubesejrede – senest vandt ulvene med 2-0 over FCK.

– Det var en kamp, hvor vi blev matchet hårdt, og hvor ingen af holdene kom frem til ret mange chancer. Vi spillede med stor disciplin og da chancen bød sig til sidst, havde vi også den fornødne kvalitet, lød opsummeringen fra assistenttræner Michael Silberbauer.

Trods den flotte stime kan FCM U19 ikke hvile på laurbærrene, da de kun holder førstepladsen i kraft af en bedre målscore end FC Nordsjælland, der dog har spillet en kamp mere. Derfor kommer ulvene til at gå helhjertet efter sejren mod Randers.

– De er komfortable med ikke at have bolden så meget i kampene, men det er ikke helt entydigt, for de er dygtige til at variere deres spil, så de også har perioder, hvor de er meget på bolden og får flyttet mange spillere op omkring modstanderens felt, fortæller Silberbauer.

Opgøret fløjtes i gang lørdag kl. 11.45 og ventes afviklet på kunstgræs. Ingen af de to hold har spillere i karantæne. Kampen bliver kuriøst nok FCM U19 syvende udebaneopgør, og faktisk har holdet blot to kampe spillet hjemme i Ikast i efteråret.

Det er dog ikke noget der har anfægtet FCM’erne: Seks udebaneture har resulteret i seks sejre og en målscore på 24-3.