Oliver Sørensen har opnået meget som ungdomsspiller. Blandt præstationerne finder man to Youth League-kvartfinaler, 31 ungdomslandskampe og adskillige U17- og U19-kampe for FC Midtjylland som anfører.
I sommer debuterede Oliver Sørensen i 3F Superligaen, hvor han fik to indhop i slutningen af sidste sæson. Nu er det tid til næste skridt for den unge midtbanemotor.
Oliver Sørensen bliver nemlig lejet ud til FC Fredericia i 1. division i resten af sæsonen.
– Oliver er et toptalent, og han har mindsettet til at gå hele vejen. Nu skal det mindset udfordres i et stærkt seniorsetup. Det er værdifuld erfaring, som vil styrke hans udvikling, fortæller sportschef Svend Graversen.
Midtbanetalentet tilslutter sig dermed den midtjyske koloni i klubben fra trekantsområdet. Fredericia har fem FCM-spillere på leje i den kommende forårssæson.
– Vi har et rigtigt godt samarbejde med Fredericia. De spiller en god gang fodbold og ligger godt til i 1. division, så det er en god mulighed for Oliver at prøve sig af der. Hans kvaliteter på midtbanen har været tydelige på ungdomsplan, og nu glæder vi os til at se dem på seniorniveau, lyder det fra Svend Graversen.
I efteråret har ligeledes udlejede Raphael Onyedika Nwadike optrådt på den centrale midtbane hos Fredericia. Med Oliver Sørensens tilgang er der altså tale om en brølstærk midtbane med masser af power.
FC Fredericia ligger på 4. pladsen i 1. division og har 11 point op til oprykningspladserne.
Lejeaftalen gælder resten af 20/21-sæsonen.
Held og lykke til Oliver i Fredericia.