Artiklen er en del af kampprogrammet, som forud for hver hjemmekamp udgives online.
AGF, Aarhus Gymnastikforening, er en gammel hæderkronet dansk klub med en idrætshistorie, der går tilbage til 1880. I efteråret var det 140 år siden, de første armbøjninger blev taget i AGF.
Fodboldafdelingen er dog lidt yngre. Den kom ind i foreningen i 1902, og “de hviie”, som de også kaldes, har gennem årene sat deres præg på dansk fodbold. Fem mesterskaber og ni pokaltitler er det blevet til, men – for der er et men – den sidste pokal blev vundet helt tilbage 1996, hvor The Double glippede i næstsidste runde, så sidste gang mesterskabspokalen blev løftet i Aarhus var for 35 år siden.
– Det kan mærkes i Aarhus, siger Jyllandspostens mangeårige sportsjournalist, Jesper Engmann, som har fulgt AGF tæt siden pokaltitlen i 1996.
Nu ser Jesper Engmann igen en vis optimisme blomstre i byen, efter resultaterne har fået lidt medgang.
– Sidste år blev det jo til bronze, og det blev fejret vildt i byen. Jeg tror, at klub og fans igen har fået en tro på, at AGF igen kan være med blandt de store i Danmark, som er F.C. København, Brøndby og nu også FC Midtjylland, siger Jesper Engmann.
AGF’s foreløbig sidste mesterskab kan således dateres tilbage til 13 år før FC Midtjylland overhovedet kom til verden. Og mens AGF ikke har vundet noget i 25 år, er FC Midtjylland i dette århundrede blevet en helt anden succeshistorie: Tre mesterskaber, én pokalsejr, to andenpladser, fem tredjepladser og yderligere fire pokalfinaler. Og to europæiske gruppespil. Alt sammen opnået på bare 21 år.
– FC Midtjylland er vel nærmest rykket ind på AGF’s historiske plads i toppen af dansk fodbold. FCM er nu en ny storklub og en magtfaktor i dansk fodbold, konstaterer Jesper Engmann.
Med sidste sæsons tredjeplads og den nuværende placering har fans af AGF igen fået noget at tro på. Aarhusianerne lå efter 3-3 i søndags i Parken på tredjepladsen, som onsdag blev til en fjerdeplads efter nederlaget til FC Nordsjælland hjemme, men trods alt venter endnu et topopgør på MCH Arena, når FCM og AGF tørner sammen søndag eftermiddag.
Træner David Nielsen sidder i sædet for fjerde år i træk, hvilket kun Peter Rudbæk (1992-2000) har overgået siden den sidste verdenskrig.
– Der har i AGF været en kontinuitet gennem de sidste fire-fem år, som har smittet af både sportsligt og ledelsesmæssigt, siger Jesper Engmann.
Én ting er historie. En anden ting er titler. Historien betyder dog ikke noget, når kampen først fløjtes i gang. Så gælder det sejren og kun sejren, som FC Midtjyllands cheftræner Brian Priske så enkelt udtrykte det efter 1-0 over Brøndby i søndags til FCM TV:
– I sidste ende handler det om at vinde. Vi skal have respekt for modstanderne og vise den fornødne kvalitet og kynisme, der skal til for at vinde, lød den korte og kyniske analyse fra FCM-træneren.
Det er en kynisme, som AGF også har udvist indtil 3-3-kampen i søndags mod F.C. København. Forud for den kamp var der ikke scoret mod aarhusianerne fem kampe i træk.
Det ser den tidligere AGF-spiller og nuværende FCM-træner Morten ‘Duncan’ Rasmussen som et godt eksempel på det nye AGF.
– Det er jo ikke kun i år, der er ændret noget radikalt. De har fået et bedre hold, der er sat godt sammen. Det ser ud til, at der er styr på det, og jeg ser på ingen måde de nedrykningsspøgelser, der var for år tilbage, siger Morten ‘Duncan’ Rasmussen.
Det er nye tider i Aarhus. Historiske opture har været afløst af nedture, og nu banker AGF atter på til toppen af dansk fodbold. Alt det er glemt søndag eftermiddag. Når dommeren fløjter op, er det kun nutiden – eller dagens kamp – der tæller.
Følg kampen
Søndag er det kl. 16.00, at FC Midtjylland og AGF tørner sammen på MCH Arena. Opgøret kan ses direkte på Canal 9 og Discovery+ eller følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.
I matchcentret på fcm.dk og i FCM-appen kan du se xG-værdier på alle afslutninger og heat- og touchmaps for samtlige spillere i aktion på banen, så det er en god ‘second screen’ under kampen. Statistikkerne bliver opdateret live under kampen.
Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.