Førsteholdet

Optakt med kaptajnen: – Vi skal være sindssygt aggressive

Anfører Erik Sviatchenko giver sine forventninger til aftenens topkamp mod FCK og sætter ord på ét år som fodboldspiller i en pandemi.

14/03/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Tiden skal skrues næsten to år tilbage til april 2019 for at finde FCM’s seneste nederlag til FCK.

Statistikken lyder også godt, siden Erik Sviatchenko kom hjem til heden i januar 2018. Her har FC Midtjylland slået F.C. København i 12 ud af 15 kampe.

– Vi har først og fremmest stor respekt for FCK, fordi vi er klar over, hvor godt et hold de er, men når vi først går ind på banen, har alle en utrolig iver for at levere deres bedste. Der er bare noget stort over kampen FC Midtjylland mod F.C. København – især i de seneste par år, forklarer Erik Sviatchenko om den gode historik og fortsætter:

– Der er altid en nerve i kampen, og det synes jeg, er fedt at spille i. Mange på holdet trives med den nerve, og det er med til at få os op i højeste gear både individuelt og kollektivt.

De seneste fem opgør mellem FCM og FCK er endt med en midtjysk sejr.

Ét år som fodboldspiller i en pandemi

For omtrent et år siden blev Danmark lukket ned for første gang som følge af den globale sundhedssituation.

Ikke mange havde forestillet sig, at det ville have en så stor indvirkning på fodboldverdenen. Faktum er dog, at FCM har spillet for mere end et par hundrede tilskuere blot en håndfuld gange i løbet af det seneste år.

– Man har vænnet sig til at spille uden tilskuere – desværre – må jeg nok sige. Kampene føles ens, når der først bliver fløjtet op, men det er en omstændighed, man må acceptere lige nu. Jeg kan kun glæde mig til, at tribunerne igen er fyldte, fortæller Sviatchenko.

I aften er der en ny storkamp for tomme tribuner. FCM-anføreren pointerer, at ude- og hjemmebanefordelene er reduceret til rejseaktivitet.

– Ude- og hjemmebanekampe smelter en smule sammen. Der er selvfølgelig stadig rejsetid, når man spiller på f.eks. Sjælland, men den X-faktor, man kan have med tilskuerne i ryggen, er jo ikke til stede, lyder det fra midtstopperen.

Når den midtjyske trup har udekampe på Sjælland, tager de afsted en dag i forvejen og overnatter på hotel.

– Vi skal være sindssygt aggressive

I aften er løverne på menuen endnu engang, når Parken lægger græs til 3F Superliga-dysten.

De to seneste ligakampe har budt på to nederlag, men senest fandt FCM sejrstakterne igen med en sikker 3-0-triumf mod OB i Sydbank Pokalen.

– Når man lige har tabt to kampe i streg, er det en fed følelse at tage en sejr. Vinderkulturen er vigtig for os, så vi var selvfølgelig meget tilfredse med at vinde så markant, siger Erik Sviatchenko.

FCM skal finde spillet fra den seneste kamp frem igen.

– Vi skal være sindssygt aggressive og fremadrettede. Vi skal bare derudaf ligesom senest mod OB. Dyderne med en lidt mere simpel tilgang til spillet, skal vi ud at finde igen, pointerer den midtjyske anfører, som uddyber:

– Når kampen så har lagt sig, kan vi også spille god fodbold, men det handler først og fremmest om at være disciplinerede og aggressive. En solid defensiv er udgangspunktet, og så kan vores offensiv afgøre kampen.

– Jeg glæder mig, afslutter Erik Sviatchenko med sin sædvanlige fortrøstningsfulde tone.

Priske ser frem mod kampen i Parken

Følg kampen

Kampen i Parken bliver fløjtet i gang i aften kl. 18.00 og kan ses direkte på TV3+ og Viaplay med optakt fra kl. 17.00. Opgøret kan ligeledes følges i tekst via FC Midtjyllands Twitter.

I matchcentret på fcm.dk og i FCM-appen kan du se xG-værdier på alle afslutninger og heat- og touchmaps for samtlige spillere i aktion på banen, så det er en god ‘second screen’ under kampen. Statistikkerne bliver opdateret direkte under kampen og giver dermed en dybere indsigt i spillet.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play