Akademiet

U19 sparker foråret i gang

Lørdag genoptages U19 Ligaen, når AC Horsens besøger Ikast. Dermed sættes jagten ind på titlen og en plads i næste sæsons Youth League. Cheftræner Henrik Jensen ser frem til forårets kampe og glæder sig til at se en kollektiv og individuel udvikling.

19/03/21
Daniel Borg Østerby
Foto: Daniel Stentz

Når man kigger på den aktuelle stilling i U19 Ligaen, skal man ikke bruge mange sekunder på at konstatere, at det bliver et enormt spændende forår, der sparkes i gang i weekenden. FC Midtjylland går således ind til forårssæsonen på førstepladsen med et forspring på fire point til FC Nordsjælland, som har én kamp i hånden.

Dermed er der lagt op til en spændende dyst om mesterskabet, hvor vinderen ikke blot lader sig krone som mestre, men ydermere sikrer en plads i den attraktive UEFA Youth League.

Status på truppen

Den midtjyske trup skal præstere på et højt niveau, hvis sæsonen skal ende med guld og kvalifikation til europæisk fodbold. Derfor kan det muligvis give panderynker hos Henrik Jensen, at den akutelle topscorer, Frederik Heiselberg, har pådraget sig en langtidsskade. Samtidig er flere offensive kræfter ikke spilleklar, når foråret skydes i gang, men cheftræneren forbliver optimistisk.

– Aral Simsir og Mads Hansen er på vej tilbage fra skader, hvilket er vigtigt for vores offensiv, da Heiselberg desværre er ude. Derudover er truppen stort set intakt, og vi har haft en fantastisk opstart med gode testkampe, så truppen er klar.

Frederik Heiselberg har indtil videre leveret 10 mål i 12 ligakampe. Mads Hansen har mønstret samme måltotal, så det er gode nyheder for midtjyderne, at han og Simsir snart er klar igen.

Udover de skadede spillere står U19-truppen også uden Oliver Sørensen, der er blevet udlejet til FC Fredericia, men udlejningen vækker glæde hos Henrik Jensen.

– Det er glædeligt, at Oliver er blevet lejet ud til Fredericia. Det giver ham den seniorerfaring, han behøver for at kunne tage det næste skridt i sin udvikling som fodboldspiller, fortæller cheftræneren.

Forventningerne til foråret

Selvom den aktuelle stilling ser fornuftig ud, kan meget nå at ændre sig. Resultatmæssig succes er desuden ikke det eneste succeskriterie for U19-mandskabet, hvor udviklingen af spillerne som altid er et afgørende mål.

– Vores overordnede målsætning og fokus er altid, at vi skal udvikle spillere til næste niveau. Det er en succes, når eksempelvis Kristoffer Lund for nyligt fik debut for førsteholdet, pointerer Henrik Jensen.

Han er dog også klar til at kæmpe med om mesterskabet i foråret.

– Vi har sat os selv i en gunstig position velvidende, at både FCN og FCK ligger tæt på. Det bliver en dyst mellem os tre – det tror jeg, men vi har givet os selv nogle rigtig gode forudsætninger for at præstere og vinde titlen.

I en liga, der er tæt som U19 Ligaen, kan målscoren få en afgørende betydning. Her har FC Midtjylland henholdsvis scoret flest mål i ligaen (45) og samtidig lukket færrest ind af alle hold (12). Effektiviteten og dygtigheden i både offensiven og defensiven er noget, holdet kan tage med sig ind i foråret.

– Vi ønsker hele tiden at forbedre os, og den skarphed, vi indtil videre har vist i begge felter, ønsker vi at bygge videre på, så vi forhåbentligt kan stå som danske mestre til sommer, siger Henrik Jensen.

Fokusområder i spillet og nøglefaktorer for succes

Holdet har haft en lang opstart, da holdene i U19 Ligaen på trods af Corona-restriktionerne fik tilladelse til at træne i januar. Den lange opstart har givet trænerteamet lejlighed til at komme bredt omkring holdets spillestil og udtryk, og cheftræneren råder fansene til at holde særligt øje med tre elementer i FC Midtjyllands spil.

– Vi har tre kerneelementer, som er vigtige for vores spillestil og vores generelle udtryk. Det er ting, der er vigtige for os, men også generelt for FC Midtjylland som klub, lyder det fra Henrik Jensen, der uddyber hvilke tre elementer i spillet, der fokuseres på:

– Vi har altid et stort fokus på vores presspil, så det fungerer optimalt. Det er koblet med vores opbyggende spil, hvor vores evne til at finde offensive positioner er afgørende for, at vi kan sætte os på spillet. Det sidste fokusområde er gennembrudsdelen – altså hvordan vi skaber chancer, og hvorledes spillerne interagerer med hinanden på den sidste tredjedel. Disse tre ting er kernedele af vores spil.

Cheftræneren afslutter med give sit bud på, hvad der bliver afgørende faktorer for midtjysk succes i foråret.

– Hvis vi kan opretholde en stærk træningskultur, styrke holdet kollektivt og spillerne individuelt, så giver vi os selv rigtig gode forudsætninger for at stå med guldet.

Ingen tilskuere

Foråret sparkes i gang lørdag kl. 13.00 på EDC Arena i Ikast mod AC Horsens. Grundet Corona-restriktionerne må der desværre ikke være tilskuere til kampen.

Vi bestræber os dog på at livestreame alle hjemmekampe i foråret, så du kan følge jagten på mesterskabet og europæisk fodbold, og lørdagens kamp sendes live på akademiets Facebook-side.