Den forgangne uges helt store landsholdsnyhed har været, at Zlatan Ibrahimovic atter er at finde på det svenske landshold.
Selvom den 39-årige angriber lagde landsholdsstøvlerne på hylden tilbage i 2016, så har 16 mål i 16 kampe i denne sæson for AC Milan gjort, at han igen er attraktiv for det svenske landshold.
FC Midtjyllands Jens-Lys Cajuste får æren af at gøre den legendariske skarpretter selskab, når Sverige skal spille mod Georgien, Kosovo og Estland.
Den svenske midtbanedynamo, der nu er udtaget for anden gang i træk til Sveriges landshold, har gjort sig tanker om udtagelsen og om at spille med Zlatan Ibrahimovic.
– Jeg glæder mig til at komme afsted og samles med truppen. Der venter os nogle vigtige kampe, hvor vi går efter at præstere bedst muligt. Jeg håber, jeg kan bidrage til at skabe nogle gode resultater, siger Jens-Lys Cajuste om sin anden udtagelse og uddyber:
– Det bliver fedt at spille med Zlatan. Han har jo betydet meget for svensk fodbold gennem mange år og er et kæmpe navn i Sverige. Han har været et forbillede for rigtigt mange i vores land, og han har også inspireret mig som fodboldspiller.
Kvalifikationen til VM begynder
Det danske landshold starter på torsdag kvalifikationen til VM 2022 i Qatar. I Kasper Hjulmands trup er der fundet plads til Jonas Lössl, som er noteret for en landskamp tilbage i 2016.
Målmanden, der i januar vendte hjem til FC Midtjylland, kan få muligheden for at optræde i Danmarks kampe mod Israel, Moldova og Østrig.
Udover Jens-Lys Cajuste og Jonas Lössl er Sory Kaba også udtaget til A-landsholdsfodbold. Midtjydernes frontangriber, som senest nettede to gange mod Vejle Boldklub, er blevet udtaget til Guineas landshold.
I Guineas kampe mod Mali og Namibia skal den 25-årige angriber forsøge at score målene, der skal sikre landet en plads til African Cup of Nations.
En anderledes slutrunde
Grundet Covid-19 er U21-EM blevet splittet op i to omgange. Gruppekampene skal spilles i denne landsholdspause, og slutspillet afvikles i starten af juni. Til slutrunden er fire FC Midtjylland-spillere udtaget.
Det danske bidrag er Gustav Isaksen og Anders Dreyer, mens det islandske er Mikael Anderson og Elias Olafsson, der er udlejet til FC Fredericia.
Netop Danmark og Island er i gruppe sammen, og derfor kan der blive tale om et vaskeægte FC Midtjylland-opgør på banen, når de to lande skal tørne sammen.
Udover de fire slutrundespillere er ungdomsspilleren Heini Sørensen blevet udtaget til det færøske U21-landshold.
Paulinho runder 50 kampe: Jeg føler mig hjemme
Overblik over udtagelser
Jonas Lössl, Danmark
Gustav Isaksen, Danmark U21
Anders Dreyer, Danmark U21
Jens Lys-Cajuste, Sverige
Sory Kaba, Guinea
Mikael Anderson, Island U21
Elias Olaffson, Island U21 (udlejet til Fredericia)
Heini Sørensen, Færøerne U21
Efter landsholdspausen står den på pokalsemifinale og Mesterskabsspil for de regerende danske mestre.