For tredje gang i denne uge spillede FC Midtjylland kamp. Denne gang var modstanderen AGF i Mesterskabsspillet i 3F Superliga.
Opgøret blev spillet på Ceres Park i Aarhus, hvor vejret ikke viste sig fra sin mest forårsagtige side denne aprilaften. Masser af regn hele dagen betød, at følgende 11 FCM’ere stillede op på en sjaskvåd bane.
Start XI (4-3-3): Jonas Lössl, Joel Andersson, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Paulinho, Evander, Jens-Lys Cajuste, Frank Onyeka, Anders Dreyer, Awer Mabil, Sory Kaba.
AGF kom til kampens første chance efter fem minutter, da Patrick Olsen ramte stolpen i en situation, hvor han stod lidt for fri på kanten af feltet.
Herefter kom FCM mere på bolden og fik gang i spillet. Efter et kvarter brød Anders Dreyer, der var tilbage i startopstillingen, fra sig for første gang med et stærkt gennembrud, der i sidste ende førte til et hjørnespark.
Kuglen blev slået i boksen, og den dumpede til sidst ned til Frank Onyeka, som bragte FC Midtjylland i front. 1-0 efter 17 minutters spil.
Målscoreren måtte desværre forlade banen med en skade et par minutter senere. I hans sted trådte Mikael Anderson ind på 8’er-positionen.
Fem minutter før pausen viste FCM’erne opskriften på veltimet kontraangreb. Dreyer fandt indskiftede Mikael Anderson, hvis afslutning akkurat blev pareret til hjørne.
Inden der blev fløjtet til halvleg nåede Anders Dreyer også at få en oplagt scoringschance. Kaba sendte fløjen i dybden, men Dreyer overplacerede sin afslutning.
Dermed var stillingen ganske fortjent 1-0 til FCM efter 1. halvleg, som også bød på fem gule kort. Der var tænding på inde på banen, hvor der blev begået en del frispark.
2. halvleg var blot en håndfuld minutter gammel, da 2-0-scoringen omsider faldt. VAR fandt frem til, at Casper Højer havde hånd på i feltet, hvorfor der blev dømt straffespark.
Alexander Scholz trådte frem og var sikkerheden selv med et fladt spark i venstre side.
Dermed syntes vejen banet for en sikker sejr til udeholdet, men AGF var ikke færdige i kampen. Patrick Mortensen reducerede efter godt en time, og der var nu lagt op til spænding i Aarhus.
Der var fortsat stor kraft på i duellerne, mens boldspillet udviklede sig til en mere rodet omgang.
Topklasse-kvalitet med bolden var dog at se i det 84. minut, da Sisto og Isaksen brød igennem med kvikke kombinationer. Sidstnævnte fandt Mikael Anderson i feltet, og han hamrede den i nettet til 3-1.
Målfesten i Aarhus ville ingen ende tage, da det kort efter var Evander, som nettede til stillingen 4-1.
4-1 var også cifrene på måltavlen, da dommeren fløjtede af på Ceres Park.
Det var FC Midtjyllands tredje sejr i denne uge, og den sikrede tre nye point til toppen af 3F Superliga, som nu toppes af midtjyderne med fire point ned til Brøndby.