En aflysning eller decimering af ligasæsonen er blevet afværget, da både U17- og U15-holdene har fået lov til at genoptage sæsonen.
Cheftræner Claus Therkildsen er lettet over at kunne tage hul på forårssæsonen, men han understreger i samme åndedrag, at kalenderen ikke længere levner plads til aflysninger.
– Personligt havde jeg forventet, at vi ville være vendt tilbage efter påske, men med et reduceret kampprogram eller i en form for øst/vest-opdeling. Jeg håber, vi kan få gjort turneringen færdig på en god måde, for vi er sårbare over for udsættelser og aflysninger, erkender han.
Ellers er der dog masser af optimisme at spore hos FCM U17’s cheftræner, der fortæller, at truppen har taget corona-udfordringerne i stiv arm.
– Jeg synes faktisk, vi har haft en rigtig god opstart. Vi har i det store hele kunnet træne, som vi plejer, og under normale omstændigheder ville vi have undværet en masse spillere til landsholdsfodbold. Nu har vi i stedet haft alle mand til rådighed, og vi har kunnet arbejde meget mere med hver enkelt spiller, end vi normalt kan, fortæller han.
En anden sidegevinst har været, at en stribe spillere er blevet deres skader kvit – i praksis har trænerstaben nærmest fået en helt ny bagkæde, da Jakob Leerhøj, Mikkel Fischer, Andreas Bonnén og Rasmus Kristiansen alle har forladt lazarettet og er tilbage i træning.
Fokus på assistzoner
Vinterpausen er traditionelt det tidspunkt, hvor taktikken og det spillemæssige udtryk kan fintunes og justeres, og her har man på Akademiet bidt mærke i en tendens blandt de toneangivende klubber.
– Vi har haft fokus på vores afslutnings- og opbygningsspil, og når vi ser på holdene fra det øverste europæiske lag – klubber som Manchester City, Liverpool og Bayern München – så er tendensen, at oplæg til mål kommer efter et enkelt touch på bolden, og at oplæggene i stigende grad falder fra nogle bestemte zoner. Og det er ikke indlæg fra sidelinjen eller hjørneflaget. Det er centralt og tæt på mål, fortæller Claus Therkildsen.
Under overholdelse af coronaprotokollen har det været muligt for holdene i U17 Ligaen at spille træningskampe mod hinanden, og det har FCM U17 benyttet til at spille træningskampe mod FC Nordsjælland (2-4-nederlag), OB (8-1-sejr) og AGF (4-3-sejr), og Therkildsen garanterer, at holdet er klar til at spille om point på lørdag.
– Jeg håber at se de klassiske dyder: Et hold af sultne spillere, godt presspil og at vi får sat spillet op, så spillernes individuelle spidskompetencer kommer til udtryk, erklærer FCM-træneren.
Kampen mod Lyngby fløjtes i gang lørdag kl. 13.00 på EDC Arena i Ikast. Der er beklageligvis endnu ikke åbnet op for tilskuere til U-kampene.