Akademiet

FC Midtjylland forlænger aftalen med U17-cheftræner

Claus Therkildsen og FCM fortsætter samarbejdet. Det er begge parter meget tilfredse med.

26/03/21
Jens Risom
Foto: Tom Laursen / Herning Folkeblad

I weekenden genoptages U17 Ligaen omsider efter en fire måneder lang vinterpause. Nu er der endnu en god nyhed fra akademiet.

U17-cheftræner Claus Therkildsen forlænger sin kontrakt i FC Midtjylland. Forlængelsen er til stor glæde for akademichef Flemming Broe.

– Vi har været utroligt glade for Claus i den periode, han har været hos os. Han passer rigtigt godt ind i det værdisæt, der er på akademiet, og han har en god kontakt til både spillere og forældre, fortæller Flemming Broe, som uddyber:

– På U17 er det vigtigt at sørge for både individuel og kollektiv udvikling blandt spillerne på holdet, og her er Claus en central figur. Kontinuitet på trænerposterne er også et nøgleelement, så vi er rigtigt tilfredse med at fortsætte samarbejdet med Claus.

Claus Therkildsen er glad for at være i FCM, og han fremhæver ligeledes klubbens værdier.

– Jeg kan rigtigt godt lide FC Midtjylland. Det er et dejligt sted at være, og klubbens værdier kan jeg virkeligt stå inde for. Den måde, man behandler hinanden på, er vigtig for mig, og her i FCM møder alle hinanden i øjenhøjde med gensidig respekt, lyder det fra Claus Therkildsen.

De unge skal rustes til fodboldlivet

Claus Therkildsen kom til FCM i sommeren 2018, hvor han blev tilknyttet som akademitræner. Der gik dog blot et par måneder, før han blev cheftræner på U19, da Kenneth Andersen blev cheftræner på førsteholdet.

Her husker mange nok den berømte 3-1-sejr over Manchester United i Youth League, hvor Claus Therkildsens mandskab nåede frem til kvartfinalen. I den sæson snuppede FCM i øvrigt det danske U19-mesterskab.

Siden sommeren 2019 – altså de seneste to sæsoner – har den 42-årige træner stået i spidsen for FC Midtjyllands U17-mandskab.

– At være cheftræner på U17 er et rigtigt fedt job, men for mig er titlen på jobbet egentligt ikke vigtig. Det handler mere om, at jeg føler, jeg kan udvikle mig både som træner og menneske, og det gør jeg her i FCM, hvor der er så mange dygtige mennesker i alle dele af klubben, siger Therkildsen.

At være U17-cheftræner i FC Midtjylland handler ikke kun om at træne fodbold. Der skal udvikles og uddannes hele mennesker.

– Jeg vil rigtigt gerne være med til at udvikle nogle spillere, som først og fremmest kan komme på vores eget førstehold, men også kan begå sig i de bedste ligaer i Europa. Jeg tror på, at hvis vi sætter de unge spillere i forskellige roller og positioner, så er de bedre rustet til fodboldlivet – både på og udenfor banen, fortæller Claus Therkildsen om sin rolle og uddyber:

– Som træner er det min opgave at vejlede og supportere, men spillerne skal selv finde vejen og skabe deres egen profil. Det er enormt spændende at være en del af.

Det seneste år i ungdomsrækkerne har været kraftigt præget af COVID-19-pandemien, hvor U17 Ligaen ikke blev genoptaget sidste år og sluttede efter 14 kampe. Nu er der udsigt til et forår med masser af kampe, idet U17 Ligaen begynder her i weekenden.

– Alt i alt er jeg rigtigt glad for forlængelsen. Det er et godt sted at være, og lige nu glæder jeg mig bare til forårets udfordringer, hvor vi heldigvis får lov til at spille en masse kampe, afslutter Claus Therkildsen.

Første modstander i forårssæsonen er Lyngby. Den kamp kan du streame via Facebook-siden ‘FC Midtjylland – Akademi’.

Optakt: Grønt lys til U17

Tillykke til Claus Therkildsen med forlængelsen.