Akademiet

U19 arbejdede sig til sejr over Brøndby

En disciplineret indsats og et mål i hver halvleg sikrede FCM U19 de tre point.

05/04/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Cheftræner Henrik Jensen havde op til opgøret givet udtryk for, at han og holdet gik efter at være på bolden, mens Brøndby ville forsøge at skabe en urolig og åben kamp gennem et hidsigt presspil.

Det var en rammende varedeklaration for kampens indledning, der blev spillet med masser af intensitet og tempo.

Et friskt blæsevejr satte sit præg på kampen, og i første halvleg var vinden i ryggen på FCM-spillerne, der fik tilkæmpet sig et spillemæssigt overtag. Et udspark fra Valdemar Birksø faldt ned på banens midte. Her fik en anden Valdemar – Andreasen – fikst taget bolden til sig, hvorefter han med en stikning spillede bolden lige ind i Victor Linds løbebane. Alene igennem var Lind sikkerheden selv, og angriberen scorede med en afslutning mellem keeperens ben, da denne bevægede sig væk fra stregen.

Lidt senere var Andreasen tæt på at gøre det til 2-0, da han med en ny god førsteberøring fik trukket sig fri til skud. Denne gang trak målmanden sig dog sejrrigt ud af duellen og fik skubbet afslutningen ud til hjørnespark.

I halvlegens overtid var Brøndby lige ved at få udlignet, men en FCM’er fik sparket bolden væk på selve stregen, og derfor kunne ulvene gå til pause med føringen intakt.

Så var det FCM’ernes tur til at spille op mod vinden, og det gjorde det sværere at komme ud af Brøndbys pres. Spillet blev mere præget af tilfældigheder og andenbolde, men FCM’erne var gode til at hjælpe hinanden og fik i det store hele lukket ned for Brøndbys offensive spil.

I den anden ende havde FCM’erne rigtig mange tilløb til chancer og blokerede afslutninger. Brøndby forsvarede sig dygtigt og fik hele tiden lige forhindret FCM’erne i at sætte det stød ind, der kunne afgøre kampen.

Modsat sad man også med en følelse af, at FCM’erne før eller siden ville få tingene til at falde i hak, og det skete med tyve minutter tilbage af kampen. Aral Simsir driblede bolden frem til Brøndby-feltet, hvor han overlod bolden til Oscar Fraulo, der var kommet i overlap. Han sendte bolden ind i målfeltet, hvor Andreas Nibe dukkede op ved den bagerste stolpe og sparkede 2-0-målet ind. Flot kombinationsspil af FCM’erne.

Spilletid til seks U17-spillere

Selv nede med 2-0 gav Brøndby ikke op, men FCM’erne spillede koncentreret og fik kørt sejren hjem. I overtiden begik en Brøndby-spiller et lidt unødvendigt straffespark på Danijel Djuric nede ved baglinjen – det sparkede islændingen selv, men Brøndby-keeperen gik til den rigtige side og reddede.

– Det blev meget, som vi ventede. En intens og tempofyldt kamp mod et Brøndby-hold, der var kommet for at byde os op til dans, men også en fortjent sejr. Vi har de fleste chancer og også enormt mange tilløb til noget, hvor jeg godt kan være lidt ærgerlig over, at vi ikke lige får gjort det helt færdigt, konstaterede cheftræner Henrik Jensen efter slutfløjt.

Trænerstaben gjorde igen flittigt brug af U17-spillere. Således var Valdemar Byskov, Pontus Texel og Mikkel Fischer alle i startopstillingen, og alle viste, at de kan begå sig på U19-niveau.

– Der bliver altså gjort et godt stykke arbejde i årgangene under os – det må jeg sige. Vi benytter os af seks U17-spillere i dag, og ni af de spillere, vi bruger, kommer fra Herning Elite (FCM U13-U15), så de har været dygtige til at gøre spillerne klar til næste skridt, lyder de rosende ord fra Henrik Jensen.

FCM U19 spiller igen i den kommende weekend. Her møder ulvene SønderjyskEs talenter.

FC Midtjylland U19 – Brøndby IF U19 2-0 (1-0)

23′ 1-0 Victor Lind (oplæg Valdemar Byskov Andreasen)
71′ 2-0 Andreas Nibe (oplæg Oscar Fraulo)

FCM U19 (4-3-3): Valdemar Birksø – Kristoffer Lund Hansen, Pontus Texel, John Ndjate, Mikkel Fischer (71′ Rasmus Kristiansen) – Frederik Christensen, Oscar Fraulo, Andreas Nibe (85′ Danijel Djuric) – Valdemar Byskov Andreasen (61′ Mikkel Tønnesen), Aral Simsir (71′ August Priske), Victor Lind (85′ Gustav Ørsøe Christensen).