Akademiet

U17 bygger videre på stærkt forår

FCM U17 trak sig sejrrigt ud af topopgøret mod Brøndby i U17 Ligaen.

04/05/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

I en medrivende fodboldkamp fik FCM U17 i lørdags ram på U17 Ligaens tophold, da FCK blev slået med 3-2.

Allerede tirsdag aften spillede ulvene igen, og på ny var der tale om en svær opgave – nemlig Brøndby på udebane. De blå-gule ligger på ligaens andenplads og havde i weekendens kamp maltrakteret AaB, der var blevet sendt hjem med en 7-0-lussing.

De blå-gule spiller oftest 4-3-3 og praktiserer et hidsigt helbanepres, og det var også tilfældet tirsdag aften. FCM-bænken søgte at imødegå det ved at spille på siderne af hjemmeholdet, og netop det lykkedes perfekt i kampens 2. minut.

Fra sin position på venstre wingback fik Malte Melin spillet sig ud af det første pres og lagt bolden i dybden til Gustav Christensen. Han trak ind i feltet og lagde bolden på tværs til August Priske, der med en god afslutning styrede bolden op i det fjerne målhjørne.

Den tidlige scoring udløste et hårdt Brøndby-pres, der udmøntede sig i fire hjørnespark på ingen tid, men FCM-forsvaret holdt stand, og det lykkedes FCM’erne at få vristet sig ud af hjemmeholdets greb. FCM U17 begyndte at erobre bolde på banens midte og fik sat et par gode omstillingsmuligheder op.

Det kastede en del hjørnespark af sig, og det førte i det 16. minut til 2-0-målet. Tremålsskytten fra FCK-kampen, Heini Sørensen, sparkede et hjørnespark ind i feltet, hvor Mikkel Fischer kom på bolden og scorede.

Efter 35 minutters spil blev det til 3-0, og igen faldt målet efter et hjørnespark. Brøndby fik ikke clearet bolden, og efter en gang klumpspil kunne Gustav Christensen banke kuglen i nettet. 3-0 til FCM.

Spillet bølgede herefter frem og tilbage, og Brøndby kunne have reduceret, men FCM kunne også have øget yderligere, inden dommer Mikkel Jensen fløjtede til pause.

Fik lukket døren med to mål

Halvlegsføringen var fortjent, men ligesom i weekenden havde FCM’erne brugt mange kræfter i de første 45 minutter. For FCM’erne gjaldt det derfor om at undgå, at anden halvleg blev en lang, opslidende forsvarskamp, og det lykkedes indledningsvist godt.

Ganske vist fik Brøndby reduceret efter blot fem minutter, men det skete på en omstilling efter et boldtab helt oppe omkring værternes felt, og ikke fordi FCM’erne var blevet trykket i bund.

Tremålsføringen blev genetableret i det 67. minut, da Gustav Christensen og August Priske kombinerede sig igennem Brøndby-forsvaret på en omstilling, og dermed var det for alvor op ad bakke for hjemmeholdet, der dog kæmpede uændret videre.

Tanken var ved at være tom hos mange af FCM’erne, og Nicholas Beetson måtte vise klassen med et par vigtige redninger. Det var derfor ikke helt i overenstemmelse med spillets udvikling, at FCM med godt et kvarter tilbage bragte sig på 5-1.

U15-spilleren Christian Jørgensen drev bolden frem i venstresiden og fandt Valdemar Andreasen, der kvitterede med et følt langskud ude ved den ene stolpe uden chance for Brøndbys målmand.

Dermed var kampen endegyldigt lukket – om end Brøndbys August Carlsson fik kampens sidste replik, da han fra stående fod bragede et langskud ind bag Beetson. 2-5, hvilket også blev slutresultatet.

Med sejren føjede FCM U17 nye alen til en god forårssæson, der har budt på fire sejre, en uafgjort og et rundt nul i nederlagskolonnen.

– Jeg synes, vi fik lagt en god plan og ikke mindst eksekveret den rigtig godt. Og så er vi bare farlige, når vi kommer i angreb. Det er både i det etablerede spil og i vores omstillinger. Vi spiller hurtigt og på førstegangsberøringer, og der er mange forskellige spillere, der byder ind med gode ting i kampene lige nu, sagde Claus Therkildsen fra spillerbussen.

Med sejren indtager FCM U17 tredjepladsen i U17 Ligaen tre point efter dagens modstander – se stillingen i U17 Ligaen.

FCM U17 spiller igen på lørdag kl. 13.30, hvor Randers besøger EDC Arena.

Brøndby IF U17 – FC Midtjylland U17 2-5 (0-3)

2′ 0-1 August Priske (oplæg Gustav Ørsøe Christensen)
16′ 0-2 Mikkel Fischer (oplæg Heini Sørensen)
33′ 0-3 Gustav Ørsøe Christensen
51′ 1-3 August Carlsson
67′ 1-4 August Priske (oplæg Gustav Ørsøe Christensen)
73′ 1-5 Valdemar Byskov Andreasen (oplæg Christian Jørgensen)
86′ 2-5 August Carlsson

FCM U17 (3-5-2): Nicholas Beetsson – Mads Nybo Lauritsen, Mikkel Fischer (72′ Andreas Bonnén), Malthe Bøndergaard – Malte Melin (13′ Rasmus Kristiansen (59′ Christian Jørgensen)), Heini Sørensen, Jonathan Asp, Valdemar Byskov Andreasen, Gustav Fraulo – August Priske, Gustav Ørsøe Christensen.