Akademiet

Nyt hak i bæltet for FCM U17

En Esbjerg-udligning i anden halvleg var ikke nok til at ryste de formstærke FCM'ere.

16/05/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Et stærkt forår har sendt FCM U17 med helt frem i topkampen i U17 Ligaen. Lørdag tabte førerholdet FCK til OB, og dermed kunne FCM med en sejr reducere københavnernes afstand til blot et point.

Esbjerg havde dog ikke til sinds at forære FCM’erne noget, og de pressede aggressivt fra kampens start. Det var helt som forventet, og generelt var de sort-røde gode til at spille sig ud af presset og få serviceret de tre angribere, man stillede med fra start.

Helt fremme haltede det imidlertid noget med effektiviteten, og mange lovende tilløb løb ud i sandet. Fem minutter før pausen lykkedes det dog FCM’erne at få sat tingene rigtigt op. Gæsterne fik ikke lagt pres på Mads Nybo Lauritsen, der spillede en lang bold i dybden til Gustav Christensen, som fik en direkte duel med gæsternes målmand. Alene igennem svigtede Christensen ikke, og så kunne FCM’erne gå til pause med en 1-0-føring.

Det forspring blev dog annulleret i det 48. minut, hvor Malthe Bøndergaard ville spille bolden ud af egen forsvarszone. Han fik hverken luft eller kraft nok i afleveringen, der blev opsnappet på FCM’s banehalvdel. Den modtagende EfB’er reagerede kvikt og satte Noah Strandby Oliver op til en nem udligning.

En ærgerlig fejl, men til gengæld reagerede FCM’erne præcist, som man kunne have håbet. De fik sat Esbjerg under tryk og tilspillede sig flere hjørnespark. Dem tog Heini Sørensen sig af, og han fandt Mads Nybo Lauritsens pande ved bagerste stolpe, og så stod der 2-1. En eksakt kopi af de to spilleres scoring i Lyngby i torsdags.

FCM’erne havde efter pausen succes med at komme ind under Esbjergs backs, og det var sådan 3-1-målet faldt kort efter. Malte Melin stak bolden til Gustav Christensen, der trak ind i feltet og afleverede på tværs til Valdemar Andreasen, der sparkede bolden over i det lange hjørne. Smukt angrebsspil af FCM U17.

Kort efter sendte FCM Donavan Bagou (billedet) på banen, og han skulle bruge mindre end fire minutter på at score sit fjerde sæsonmål – en rigtig centerforwardscoring, hvor han tæt under mål fik skubbet bolden ind over stregen med skulderen.

Den sidste halve time faldt niveauet. Om det var fordi, at FCM’erne løb tør for kræfter – kampen var deres femte i maj måned – eller fordi opgøret reelt var afgjort, skal være usagt, men i hvert fald mente Claus Therkildsen, at det blev en gang “ævle-bævle-bold”. For de uindviede: Rodet og åbent med store chancer til begge mandskaber.

Til trods for det bød opgøret ikke på flere scoringer, og dermed kunne FCM’erne sætte et nyt hak i bæltet.

– Da vi spillede senest mod Lyngby, kom vi bagud, og i dag får Esbjerg udlignet. Det giver selvfølgelig lidt bølgeskvulp, men der fortjener spillerne ros for bare at kæmpe videre og finde gode løsninger, når vi møder modgang. Det er tydeligt, at vi tror på os selv, og at der er solskin på det mentale barometer, lød det fra FCM-træneren.

Der venter FCM U17 en ny svær kamp på lørdag, hvor ulvene gæster FC Nordsjælland og Right To Dream Park. Farum-klubben vandt søndag 4-3 ude over et andet tophold, Brøndby IF – se stillingen og de øvrige resultater.

FC Midtjylland U17 – Esbjerg fB U17 4-1 (1-0)

40′ 1-0 Gustav Ørsøe Christensen (oplæg Mads Nybo Lauritsen)
48′ 1-1 Noah Strandby Oliver
51′ 2-1 Mads Nybo (oplæg Heini Sørensen)
54′ 3-1 Valdemar Byskov Andreasen (oplæg Gustav Ørsøe Christensen)
62′ 4-1 Donavan Bagou (oplæg Valdemar Byskov Andreasen)

FCM U17 (4-3-3): Nicholas Beetson – Rasmus Kristiansen, Mads Nybo Lauritsen, Malthe Bøndergaard, Gustav Fraulo – Heini Sørensen (86′ Andreas Bonnén), Jonathan Asp (58′ Donavan Bagou),Valdemar Byskov Andreasen – August Priske, Malte Melin (67′ Jakob Leerhøj Larsen), Gustav Ørsøe Christensen.