Klubben

Bliv værtsfamilie og oplev forskellen

At være værtsfamilie for en ung FCM'er med store drømme er mere end bare at stå for kost og logi et par gange om ugen. At have en ung mand i huset er utroligt givende, fortæller familien Buhl, som til daglig har U14-spilleren Nicolaj Tornvig boende hos sig.

17/05/21
Jens Risom
Foto: Daniel Stentz

Det er en typisk mandag morgen. Nicolaj Tornvig ankommer til Herning, hvor han stiller sine ting hos familien Buhl i Herning, inden han tager til morgentræning. Når skolegang og eftermiddagstræning er overstået, kommer han igen hjem til værtsfamilien.

I weekenden har han udover at spille kamp været hjemme ved sin familie i Hornslet i Østjylland, som han også normalt er hjemme ved onsdag efter skole.

Sådan forløber mange uger for den unge FCM’er, som jagter drømmen om at blive professionel. Det kræver masser af træning at realisere den drøm, og derfor er Nikolaj Tornvig også glad for at være hos værtsfamilien 3-4 dage i ugen.

– Der er mulighed for at træne meget mere, når man bor tæt på klubben, så det gør hverdagen nemmere. Det er også dejligt at have nogen at komme hjem til, som man kan snakke med og lave ting med, så jeg er glad for at have en værtsfamilie, fortæller Nikolaj, som spiller på FC Midtjyllands U14-hold.

Hanne og Jesper Buhl er værtsforældre til Nikolaj, og de sørger dermed for, at han kan have fokus på fodboldtræning og undervisning på Sønderagerskolen.

– Han bor hos os et par dage i ugen, hvor han spiser og sover, får vasket sit fodboldtøj og smurt sin madpakke. Altså almindelige dagligdagsting, opsummerer Jesper om værtsfamiliens opgave, inden han bliver suppleret af værtsmor Hanne:

– Vi er der til at støtte ham og bakke ham op i hverdagen, når mor og far ikke lige er der. Det gælder om at være der for ham og snakke med ham, hvis der skulle være noget. Vi fungerer som forældrenes forlængede arm.

Plads til hygge

Rollen som værtsfamilie går dog ikke bare ud på at hjælpe med praktiske opgaver. Der er også masser af tid til snak og hyggelige stunder.

– I og med vores børn selv er flyttet hjemmefra, er det selvfølgelig skønt at have en ung mand i huset, som vi ikke bare kan hjælpe, men også hygge os med i dagligdagen. Vi snakker om alverdens ting, og generelt er det bare rigtigt givende at have en som Nikolaj til at bo hos os, understreger Jesper Buhl.

Hvad er det bedste ved at være værtsfamilie?

– Det er fedt at have et ungt menneske boende, som vil sin sport 100 procent. Det er sjovt at være en del af og opleve på nærmeste hold. Det er fedt at se udviklingen, som de gennemgår. Det er jo meget unge mennesker, og de vokser bare lynhurtigt med opgaven og tilpasser sig de nye omgivelser, siger Jesper Buhl.

Tæt forhold mellem familie og værtsfamilie

I den østlige del af Jylland har Lars Tornvig Hansen og Sanne Overgaard Hansen sendt deres søn afsted til det midtjyske for at spille fodbold på det højeste niveau.

For dem betyder det meget, at ikke bare Nikolaj, men også de har et godt forhold til værtsfamilien.

– Det er helt kanon, at FC Midtjylland stiller en værtsfamilie til rådighed. Vi mødte familien et par gange og fik tid til at finde ud af, om vi matchede. Det gjorde vi heldigvis, så vi er rigtigt glade for den her konstellation, siger Lars, inden Sanne uddyber:

– Det er rigtigt trygt at sende ham afsted. Værtsfamilien er super engagerede og hjælper med alle tænkelige praktiske ting. Selvfølgelig er det også et savn, man som forældre lige skal vænne sig til, men det er dejligt at vide, at Nikolaj har det godt i Herning.

Begge familier fortæller, at Corona-situationen har besværliggjort sociale sammenkomster dem imellem, men de taler ofte i telefon.

– Vi kender hans familie rigtigt godt. Vi snakker i hvert fald med dem i telefonen en gang om ugen, om hvordan det går. Det er både rent praktisk, hvad der skal ske, og hvis der er noget, vi hver især skal vide. Vi har en rigtig god dialog, forklarer værtsfar Jesper.

Hvordan bliver man værtsfamilie?

Nikolaj er ikke den eneste unge FCM’er, som har lang transporttid til Herning. Derfor søger FC Midtjylland lige nu nye værtsfamilier.

Det kræver ikke en bestemt familiesammensætning at kunne være værtsfamilie. Åbenhed, nærhed og omsorg er de tre vigtigste værdier, og det kan samtidig berige jeres hverdag med nye oplevelser.

Værtsfamilien stiller et værelse til rådighed for spilleren, og han indgår på lige fod med alle andre familiemedlemmer i dagligdagen. Spilleren har tre overnatninger om ugen, og værtsfamilien modtager et månedligt økonomisk kostvederlag.

Information om værtsfamilier

Ved interesse for at høre mere om værtsforløb i FC Midtjylland, kontakt da pædagogisk leder og ansvarlig for værtsfamilier Dennis Rasmussen på telefon 22 21 59 13 eller via e-mail på dra@fcm.dk.