Førsteholdet

Claus Steinlein om cheftrænerskiftet

FC Midtjyllands administrerende direktør sætter ord på, hvorfor Bo Henriksen er den rette mand som ny cheftræner på MCH Arena.

01/06/21
Jens Risom
Foto: FC Midtjylland

Mandag eftermiddag blev 46-årige Bo Henriksen præsenteret som ny cheftræner i FC Midtjylland.

Det skete på et velbesøgt pressemøde på MCH Arena, hvor den nye cheftræner var flankeret af administrerende direktør Claus Steinlein og sportschef Svend Graversen på podiet i Europa Lounge.

Claus Steinlein åbnede pressemødet med følgende ord:

– Vi synes, at Bo og Midtjylland er det perfekte match. Jeg ser et tæt værdifællesskab mellem Bo og os. Bo tror på det bedste i mennesker. Han er god til at få det maksimale ud af de spillere, han arbejder med. Han er en fantastisk motivator og har en utrolig vindervilje. Det passer godt med det, vi tror på som klub. Vi tror på, at hvis mennesker har det godt, så kommer systemet bagefter.

Senere mødte de alle tre de forskellige TV-stationer og skrevne medier til interviews.

Claus Steinlein fortalte her, at FC Midtjylland har været forberedt på den dag, hvor Brian Priske skulle afsted til et nyt job i udlandet. Det skete som bekendt i løbet af sidste uge.

– Priske har drømt om at komme til udlandet. Det skulle være, når det passede Midtjylland godt, og det gør det jo typisk i sommerferien, fortæller Claus Steinlein om timingen i skiftet og uddyber:

– Bo har stået på en skyggeliste, uden det har været aktuelt før nu. Vi har snakket lidt med forskellige træneremner, og der stod det hurtigt klart, at Bo stod øverst på vores liste, og han var heldigvis klar.

Bo Henriksen har skrevet under på en 3-årig kontrakt med FC Midtjylland.

– Bo har overperformet

Bo Henriksen var fra 2007 til 2014 cheftræner i divisionsklubben Brønshøj, som han rykkede op i 1. division og præsterede flotte resultater med.

Derefter hentede AC Horsens Henriksen til klubben, som han førte til oprykning til 3F Superliga i sommeren 2016.

Herefter fulgte fire sæsoner, hvor AC Horsens undgik at rykke ned, inden han stoppede i sommeren 2020.

De flotte præstationer er sket gennem hårdt arbejde og en solid defensiv. Der er dog ikke noget defensivt udgangspunkt, som har fyldt i ansættelsen af Bo Henriksen.

I stedet har det været evnen til at få meget ud af lidt, som har været afgørende.

– Bo har bare gjort det, der har været nødvendigt, og det skal han også gøre i FC Midtjylland. For mig betyder det ikke så meget, om man er en defensiv eller offensiv træner, eller om man kommer fra en lille eller stor klub. Jeg lægger vægt på, at Bo har overperformet i Brønshøj og Horsens, lyder det fra Steinlein.

– Det er kun få trænere, der er gode til at få mere ud af deres spillertrup, end den er berettiget til. Det har Bo bevist indtil videre, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det i FC Midtjylland, spørger Claus Steinlein retorisk.

Mennesker skal fungere

Bo Henriksen er kendt for at være stærk i sin mandskabsbehandling, og det kan også bruges i FCM.

– Jeg er overbevist om, at det at få mennesker til at fungere som et team er det samme, om man er i en lille eller stor klub eller i en tøjvirksomhed for den sags skyld. Han kan motivere folk og få dem til at tro på sig selv, pointerer Claus Steinlein om Bo Henriksen.

Den 46-årige fynbo kommer ind i et trænerteam med mange forskellige spidskompetencer, og der skal ikke ændres på tankegangen om at arbejde som et hold.

– Vi er kommet langt som virksomhed gennem sammenhold og fællesskab og ved at udnytte vores forskellige kompetencer. Vi skulle finde en cheftræner, som passer til det, og det har vi gjort. Vi har fundet en holdspiller, der kan få det bedste ud af folk. Det har været det vigtigste kriterie for os, afslutter Claus Steinlein.

Bo Henriksens første interview: Der kommer masser af FCM-DNA

Bo Henriksens første dag på træningsbanen bliver torsdag den 17. juni, når spillertruppen møder ind efter sommerferien.