Akademiet

U17 stærkt ud af “helvedesugen”

I den fjerde kamp på otte dage vandt FCM U17 4-1 over Brøndby.

19/06/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Kampen var nærmest lige fløjtet op, da Oscar Fraulo fik tid og plads til at slå et indlæg fra sidelinjen. I feltet gik Priske og en midterforsvarer op i en hovedstødsduel, men bolden strøg over dem begge og ramte højrebacken Malek Bakhit, der uforvarende kom til at sende bolden i eget net. 25 sekunder spillet og 1-0 til FCM.

Brøndby skulle og måtte have sejren for at holde liv i deres mesterskabsforhåbninger, og de agerede i overensstemmelse dermed.

De investerede mange folk i angrebene og sværmede i flere situationer omkring FCM-feltet, men selvom hjertet ved et par lejligheder røg op i halsen, var FCM-forsvaret gode til at få sat tacklinger, når det begyndte at brænde på.

I det 17. minut var det i stedet Jonathan Asp, der var lige ved at gøre det til 2-0, da Brøndbys målmand måtte give en ripost på et indlæg. Bolden faldt ned til Asp, der ikke befandt sig mere end en håndfuld meter fra målstregen, men en forsvarsspiller fik heroisk kastet sig ind i sparket.

Generelt var det en urolig og hektisk kamp med mange omstillinger. FCM’erne havde svært ved at holde bolden på egne fødder, og der var hele tiden optræk til noget – enten i den ene eller den anden ende.

Fem minutter før pausen appellerede FCM’erne for et straffespark på Gustav Ørsøe Christensen, men dommeren afviste. I overtiden fik Brøndby en kæmpe chance, da August Harritsø driblede sig fri i feltet, men Frederik Bach viste lynreflekser på stregen og fik slået bolden ud til den ene side.

Tre minutter inde i anden halvleg spillede FCM’erne sig tålmodigt op igennem Brøndbys højre forsvarsside. Her gik Bagou til baglinjen og lagde bolden ind. En Brøndby-spiller fik en fod på, men inden han kunne nå at cleare, prikkede Gustav Christensen bolden videre til August Priske, der scorede fra tæt hold.

Formationsskifte bragte ro over spillet

Der kom langt mere ro over ulvenes spil i anden halvleg, og selvom Brøndby forsøgte at komme tilbage, havde de svært ved at komme frem til afslutninger. Når det skete, var det ofte halve chancer, som ikke for alvor testede Bach.

I den anden ende ledte FCM’erne efter det tredje mål, der mere eller mindre ville lukke opgøret. Det kom efter 63 minutters spil, da Priske fik lov at løbe ned mod Brøndby-målet. Han huggede til kuglen fem meter uden for feltet, og bolden peb ind ved stolperoden.

Elleve minutter før tid lykkedes det Brøndby at reducere, da Patrick Allentoft med en fiks finte kom fri til afslutning i feltet, men tættere på kom gæsterne ikke. Seks minutter før tid kombinerede Gustav Christensen og Heini Sørensen sig igennem, og sidstnævnte lukkede endegyldigt opgøret med scoringen til 4-1, hvilket også blev slutresultatet.

– Jeg synes overordnet, at det var en god kamp mod et godt BIF-hold, hvor begge mandskaber gav alt, hvad de havde i sig. I første halvleg spillede vi med tre midterforsvarere, og det betød, at Brøndby var i overtal på midtbanen, mens vi var i overtal på siderne. Det gav en urolig kamp med mange omstillinger. Vi sadler om i pausen, og i anden halvleg, hvor vi går over til at matche Brøndby en til en, er vi også bedst, lød det fra cheftræner Claus Therkildsen.

Udfaldet betyder, at Brøndby er ude af mesterskabskampen, der ligner et opgør mellem FCM og FCK – om end formstærke FC Nordsjælland i skrivende stund fortsat har en spinkel chance for at blande sig.

FCM U17 møder onsdag Silkeborg på EDC Arena, inden sæsonen slutter med en udekamp mod OB – se stillingen og øvrige resultater.

FC Midtjylland U17 – Brøndby IF U17 4-1 (1-0)

1′ 1-0 Malek Bakhit (selvmål)
48′ 2-0 August Priske (oplæg Gustav Christensen)
63′ 3-0 August Priske (oplæg Jonathan Asp)
79′ 3-1 Patrick Aurø Allentoft
84′ 4-1 Heini Sørensen (oplæg Gustav Christensen)

FCM U17 (3-4-1-2): Frederik Bach Jensen – Rasmus Kristiansen, Mikkel Fischer, Pontus Texel (77′ Mads Nybo Lauritsen) – Malte Melin (46′ Heini Sørensen), Jonathan Asp, Valdemar Byskov Andreasen, Gustav Fraulo (87′ Malthe Bøndergaard) – August Priske (77′ Adam Nygaard Andersen) – Gustav Ørsøe Christensen, Donavan Bagou (66′ Christian Jørgensen).