Akademiet

Brat afslutning for U17

Mesterskabsdrømmen brast med onsdagens hjemmebanenederlag til Silkeborg.

24/06/21
Karsten Vestergaard
Foto: Daniel Stentz

Kampen i kampen var duellen mellem brødrene Bøndergaard, og her tog storebror Asbjørn det første stik.

Efter mindre end to minutters spil gjorde Silkeborg-topscoreren det til 1-0 efter en omstilling – givetvis til ærgrelse for Malthe, der spillede sin vante plads i FCM’s midterforsvar.

FCM’erne fik dog hurtigt rystet det tidlige kæbestød af sig, og i det tiende minut udlignede August Priske med sit 16. sæsonmål. Han modtog bolden fra Gustav Christensen, trak ind i feltet og prikkede bolden forbi keeperen.

Udligningen ændrede dog ikke på, at FCM’ernes presspil ikke rigtig hang sammen, og hjemmeholdet var flere gange lidt på bagkant.

Det var også tilfældet i det 22. minut, hvor Silkeborg igen slog til på en omstilling – denne gang ved Lasse Kaihøj. 1-2. Efter en urolig og hektisk første halve time fik FCM’erne lidt mere ro over spillet op til pausen, men det lykkedes ikke at få udlignet.

Desværre holdt de gode takter ikke ved ind i anden halvleg, og de første ti minutter lignede til forveksling den famlende start.

FCM-bænken tog konsekvensen og skiftede formation, så de gik over til at spille med fire mand i bagkæden, og det havde en gavnlig virkning.

Som halvlegen skred frem lagde de et tiltagende tryk på Silkeborg, for hvem det i høj grad blev en forsvarskamp. For ofte strandede tingene imidlertid på et dårligt første touch eller et misset indspil, og resten reddede Silkeborgs Aske Andrésen, der stod en stærk kamp.

De sidste ti minutter formede sig som ét langt bombardement af gæsternes mål, men ind ville bolden ikke.

Gustav Christensen slap igennem på en friløber, men han blev revet omkuld af Alexander Priesborg Madsen, der fik direkte rødt for forseelsen. Til allersidst havde August Priske en stor mulighed, men Andrésen agerede nok engang redningsmand for Silkeborg. Det sluttede med en 2-1-sejr til gæsterne.

Sideløbende med det midtjyske lokalopgør spillede FCK’s talenter mod FC Nordsjælland, og her vandt hovedstadsholdet 2-0.

FCK har nu tre points forspring til FCM før den sidste kamp, og deres målforskel er så meget bedre, at de ikke kan nås, hvorfor FCK-talenterne kunne juble over mesterskabet – tillykke herfra og tak for en spændende duel hen over foråret.

– På en normal dag ville vi have scoret 3-4 gange, men vi manglede effektiviteten og kvaliteten. Vi har kæmpet med om guldet i lang tid, og vi er selvfølgelig alle rigtig ærgerlige over, at det sluttede her. Vi er dog glade for, at vi har en sidste kamp, og der vil vi gøre alt for at vise os godt frem, udtalte cheftræner Claus Therkildsen.

Med Nordsjællands nederlag er det også sikkert, at FCM U17 ender sæsonen som nummer 2. Fraset de tre point er der således kun æren at spille om, når FCM’erne på lørdag kl. 13.00 lukker 20/21-sæsonen ned med en udebanekamp mod OB.

Se stillingen og resultater fra U17 Ligaen.

FC Midtjylland U17 – Silkeborg IF U17 1-2 (1-2)

2′ 0-1 Asbjørn Bøndergaard
10′ 1-1 August Priske
22′ 1-2 Lasse Kaihøj
90′ Udvisning: Alexander Priesborg Madsen, SIF

FCM U17 (3-4-1-2): Nicholas Beetson – Mads Nybo Lauritsen (55′ Rasmus Kristiansen), Mikkel Fischer, Malthe Bøndergaard (55′ Pontus Texel) – Malte Melin, Jonathan Asp, Valdemar Byskov Andreasen (65′ Christian Jørgensen), Gustav Fraulo – August Priske – Gustav Ørsøe Christensen, Donavan Bagou (22′ Heini Sørensen).