Førsteholdet

Spartak Moskva eller Benfica venter i en eventuel playoff-runde

FC Midtjylland står overfor PSV Eindhoven i 3. runde af Champions League-kvalifikationen, og der er nu sat navn på modstanderen, såfremt vi skulle avancere til playoff-runden.

02/08/21
Morten Ambo
Foto: Getty Images

De to kommende tirsdage venter der FC Midtjylland et dobbeltopgør mod PSV Eindhoven i 3. runde af Champions League-kvalifikationen. Skulle vi sende hollænderne ud, venter enten Spartak Moskva eller Benfica i den afgørende playoff-runde, hvor en samlet sejr vil sende os til gruppespillet i Champions League.

Det var resultatet af dagens lodtrækning i UEFA’s hovedkvarter i Nyon.

Den mulige playoff-runde i kvalifikationen afvikles den 17./18. august med returopgør den 24./25. august. Vi starter på udebane og slutter hjemme på MCH Arena.

Vi opdaterer naturligvis vores platforme med eventuelle spilletidspunkter og information om billetter til den afgørende playoff-kamp.

Klar til Europa League

Hvis det ikke lykkes at avancere mod PSV Eindhoven, ryger FC Midtjylland i gruppespillet i Europa League. Det samme gør sig gældende, hvis FCM skulle ryge ud i playoff-runden.

Drømmen om endnu en tur i det forjættede land lever dog fortsat, og uanset om gruppespillet bliver Champions League eller Europa League, venter der med garanti store oplevelser på MCH Arena i efteråret.