Black Friday
Spar op til 75% i FCM Shop

Klubben

Rekordsalg af den nye hjemmebanetrøje

FC Midtjyllands nye hjemmebanetrøje blev præsenteret medio juli i forbindelse med et releaseevent på MCH Arena. Salget af trøjen har på den første måned allerede slået flere rekorder.

19/08/21
Nicolai Jepsen Houe
Foto: Daniel Stentz

Igen i år er det Nike, der har produceret den nye hjemmebanetrøje. Aftalen med Nike betyder, at FC Midtjylland får produceret egne unikke trøjer. Symbolikken bag designet er vildskab og fællesskab, og dette kommer til udtryk gennem trøjens interessante detaljer – blandt andet ærmerne, som er lavet i et camouflageprint. I nakken er der lavet en hyldest til rødderne med årstallet “1999” printet henover nakken. På maven ses stadig trøje- og hovedsponsor Arbejdernes Landsbank inkorporeret i det blikfangende mønster, der forestiller et “M” for Midtjylland.

En ren bestseller

Hvert år udarbejdes der økonomiske forventninger til salget af de nye trøjer. Forventningerne i år var sat højere end årene før, men disse forventninger har de midtjyske fans dog gjort til skamme i løbet af den første måned, hvor der udover onlinesalget har været tre hjemmekampe og et releaseevent.

Trøjen var mere eller mindre udsolgt på den første uge efter lanceringen, hvor ca. 600 fans var forbi releaseeventen, og over 1.000 fans besøgte shoppen til de efterfølgende kampe. Den nye trøje er altså blevet den hurtigst sælgende i FC Midtjyllands historie og har slået flere salgsrekorder i Ulveshoppen. Tommy Pedersen, der er Head of Merchandise, er godt tilfreds med salget:

– Man må sige, at de midtjyske fans igen har imponeret og vist stor interesse i den nye trøje. Det flotte salg og den store interesse gør mit arbejde endnu bedre, end det er i forvejen.

Trøjens succes har betydet, at der er udsolgt i flere størrelser. Salget af tryk på trøjen er også steget, da mange fans gerne vil have navne som Sviatchenko, Isaksen og Evander på ryggen. Hele 75% af de solgte trøjer er solgt med tryk på ryggen.

Der er nye trøjeforsendelser på vej, men disse er desværre udfordret af, at transport og leveringstider til stadighed er længere end normalt grundet corona-situationen. Vi forventer at få næste sending i starten af september.

Releaseevent på MCH Arena

Den 13. juli fik alle fans mulighed for at købe trøjen blandt de første til et releaseevent på MCH Arena. Ca. 600 glade fans udnyttede den mulighed og fik sig en gratis stadionplatte eller deltog i konkurrencen på stadion med freestylerne fra Brizze FC om muligheden for at vinde præmier for over 5.000 kr.

I foyeren på MCH Arena stod DJ Roman for stemningsmusikken, og der var pyntet op med flag og mannequiner i de røde og sorte farver. De første 300, der købte en trøje, fik en Limited Edition Faxe Kondi-champagne med hjem, og Lupus var også med til festen i sit helt nye hjemmebanesæt. Eventen var en stor succes, fortæller Tommy Pedersen:

– Til eventen mødte jeg mange fans, som var vilde med den nye trøje, og som kunne få lov til at købe den blandt de første. Det er fedt, at vi kan samle så mange fans med kort varsel på en ikke-kampdag – det var en skøn aften.