3F Superliga
fredag 20/8 kl. 19:00
MCH Arena
FCM FC Midtjylland
Evander (5")
P. Sisto (46")
A. Dreyer (62")
3:0
SIF Silkeborg IF

FCM snupper sikker sejr mod Silkeborg

På mål af Evander, Pione Sisto og Anders Dreyer sikrede FC Midtjylland en solid 3-0-sejr mod Silkeborg på en herlig fredag aften på MCH Arena.

Fredag var på mange måder en god dag i FC Midtjylland. Ikke nok med, at den brasilianske angriber Marrony blev præsenteret som ny mand i FCM, så var der også 3F Superliga-fodbold på MCH Arena.

Netop Marrony fik fansene lov at hilse på før kampstart, hvor han gik på banen til en flot hyldest fra de fremmødte tilskuere. Nyerhvervelsen var dog ikke i spil til aftenens kamp mod Silkeborg, men det var følgende 11 spillere – heriblandt en række tilbagevendte profiler.

Start XI (3-4-3): Elias Olafsson, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Paulinho, Joel Andersson, Nikolas Dyhr, Evander, Raphael Onyedika, Gustav Isaksen, Pione Sisto, Anders Dreyer.

Det skarpe FCM-øje vil også have bemærket, at der var en debutant blandt de 11 startere. Den islandske målmand Elias Olafsson kom således ind til sin første kamp for FC Midtjylland og afløste Jonas Lössl, som havde fået en uges velfortjent ferie efter en travl sommer med EM og ingen fridage.

Fansene skulle blot vente tre minutter, før der for alvor var gang i kampen. Gustav Isaksen blev efter en smart dribling nedlagt i feltet, og det blev takseret til et straffespark.

Det omsatte formstærke Evander med stor sikkerhed, og dermed viste måltavlen 1-0 allerede efter fire minutter.

FCM-spillerne stillede sig ikke tilfredse og kørte på med et højt pres og direkte angreb, som gav flere chancer i de første 20 minutter. En afslutning fra Paulinho ved et hjørnespark endte også i mål, men VAR annullerede scoringen for offside.

Herefter faldt hjemmeholdets tempo en smule, og der blev længere mellem de farlige angreb. Silkeborg kom mere på bolden, og efter 37 minutter var det deres tur til at få annulleret et mål for offside. Det var dog deres første chance, hører det med.

Kort før pausen blev føringen fordoblet efter en sand genialitet fra Anders Dreyer, der afdriblede et halvt forsvar og en målmand, inden han køligt chippede bolden ind til en blank Pione Sisto, som let kunne heade bolden i mål til 2-0.

Dermed en tomålsføring i halvlegen efter en sprudlende start, en mere middelmådig midte og til sidst en flot scoring på et godt tidspunkt.

2. halvleg begyndte med en trippelchance til Silkeborg, som heldigvis blev afværget. Kort efter var det FCM til at få tre afslutninger i træk reddet og blokeret.

Efter lidt over en times spil gjorde Anders Dreyer det til 3-0 i en flot soloaktion, hvor han efter to sparkefinter snød en modstander og klinisk scorede i det lange hjørne.

Kampen syntes lukket, og det bar resten af opgøret da også præg af. FCM havde et par fine kontraangreb og kunne med mere skarphed have udbygget sejrens størrelse, mens Silkeborg ikke kom frem til det store.

Derfor endte det 3-0 til FC Midtjylland, som med en rigtig topholdsindsats sikrede en sejr, der aldrig var i fare. Fuldt fortjent kunne FCM-lejren dermed gå på weekend med tre dejlige point.

Næste opgave for Bo Henriksens mandskab er om ni dage, når der venter en udekamp mod Brøndby.

Expected Goals

Se Expected Goals for holdene og alle skud i kampen

FC Midtjylland FCM
3:0
Silkeborg IF SIF

Momentum

Se holdenes momentum i løbet af kampen

Statistik

Se kampstatistik for holdene i kampen

FC Midtjylland FCM
3:0
Silkeborg IF SIF