Landsholdsperioden er nået til vejs ende, og inden længe er det igen tid 3F Superliga og europæiske kampe på MCH Arena.
Det danske landshold skulle i den periode ride videre på EM-bølgen og forsætte den perfekte VM-kvalifikation. Her var FC Midtjyllands Jonas Lössl udtaget til de tre kvalifikationskampe mod Skotland, Færøerne og Israel.
I den første kamp kunne den midtjyske nummer 1 se fra bænken, at to tidligere akademister udgjorde det danske midterforsvar i form af Simon Kjær og Joachim Andersen. Det danske landshold vandt komfortabelt 2-0 på mål af Daniel Wass og Joakim Mæhle.
Desværre blev Jonas Lössl nødt til at forlade landsholdslejren grundet en skade. Han blev erstattet af pokalhelten fra 2019, Jesper Hansen.
Næste opgave for de danske drenge var en udebanekamp mod Færøerne i Torshavn. Her fik Hjulmands tropper en hårdt tilkæmpet 1-0-sejr efter en meget vanskelig aften. Det var samtidig en kamp, hvor den lokale og tidligere akademispiller Rasmus Nissen Kristensen fik debut.
I den tredje og sidste kamp skulle det danske landshold møde Israel. Dette rystede endnu en imponerende storsejr af sig, da Israel blev slået med 5-0. Dermed har det danske landshold fået en perfekt start på VM-kvalifikation med seks sejre i seks kampe og indtager dermed gruppe F’s 1. plads med syv point ned til nærmeste forfølger.
Den danske kaptajn og tidligere FC Midtjylland-spiller, Simon Kjær, har sammen med resten af det danske forsvar endnu ikke lukket et mål ind i kvalifikationen. Dette bidrager bl.a. til, at det danske landshold har en målscore på 22-0, hvilket er suverænt bedst af alle hold i den europæiske kvalifikation.
Svensk FCM-midtbane
Jens-Lys Cajuste var også udtaget til landsholdstjeneste til Sveriges VM-kvalifikationskampe. Første opgave for vores blå-gule naboer blev et gensyn fra svenskernes EM-gruppe – nemlig Spanien. Her fik Jens-Lys Cajuste kampens sidste 20 minutter, hvor han spillede på midtbanen med den tidligere FC Midtjylland-spiller Kristoffer Olsson. Svenskerne slog Spanien med 2-1.
Sverige havde derefter en venskabskamp mod Usbekistan, hvilket betød stor rotation i den svenske startopstilling. Derfor fik Jens-Lys Cajuste samtlige 90 minutter i svenskernes anden 2-1-sejr på tre dage.
Tredje og sidste modstander for Cajuste og co. var en udebanekamp mod Grækenland. Her kunne svenskerne overtage gruppe B’s 1. plads. Svenskerne forbliver dog på 2. pladsen, da de tabte 2-1. Jens-Lys Cajuste måtte observere hele kampen fra bænken. Dog har Sverige to kampe i hånden i forhold til Spanien og derfor fortsat muligheden for at overtage 1. pladsen med direkte adgang til VM i Qatar.
Mabil på måltavlen
Awer Mabil og Australien skulle forsøge at komme godt fra land i den asiatiske VM-kvalifikation. Her mødte The Socceroos Kina i gruppe B’s åbningskamp. Awer Mabil startede inde, og her sørgede han for en god start på kvalifikationen, da han bragte Australien foran med 1-0 i det 24. minut. Det kinesiske landshold forvoldte ikke de store problemer for Awer Mabil og co., da Australien slog Kina 3-0 i gruppe B’s første kamp.
Næste kamp var Awer Mabil også at finde i startopstillingen, da Australien gæstede Vietnam. Her blev den tiende sejr i træk sikret for The Socceroos, da de slog Vietnam med 1-0. Det er derfor en tilfreds Awer Mabil, der vender tilbage til det midtjyske efter en landsholdstjeneste, som bød på fuld spilletid, en enkelt scoring samt makspoint. Derved fik Mabil sammen med de andre midtjyske A-landsholdsspillere sikret deres respektive lande gode udgangspunkter på vejen mod VM.
U21 EM-kvalifikation med succes
Det danske U21-landshold skulle ligesom A-landsholdet forsøge at fortsætte de gode takter efter et flot EM. Her var FC Midtjyllands Gustav Isaksen, Nikolas Dyhr samt udlejede Nicolas Madsen at finde i den danske trup.
Første opgave var en venskabskamp hjemme mod Grækenland, og her var Gustav Isaksen blevet tildelt en startplads. Den unge kantspiller fik sendt danskerne på sejrkurs, da han på flot vis sparkede bolden i det fjerneste hjørne efter en god dribletur i højre side. Dog endte U21-landsholdet ikke med at få en sejr og måtte nøjes med 1-1 mod Grækenland. Nicolas Madsen og Nikolas Dyhr fik begge indhop i fredagens venskabskamp.
Efter fredagens venskabskamp mod Grækenland skulle EM-kvalifikationen til 2023 sparkes i gang på udebane mod Kasakhstan. Her havde Gustav Isaksen igen fundet vej til startopstillingen, mens Nikolas Dyhr og Nicolas Madsen startede kampen på bænken.
Det skulle vise sig at være en sværere opgave, end de fleste havde forventet. Det lignede i store dele af kampen, at det ville blive en nulløsning, men de danske chancer blev dog væsentligt forbedret, da en spiller fra Kasakhstan modtog et mærkværdig rødt kort. Herefter blev der presset på, og scoringen kom endelig i det 77. minut, hvor William Bøving sendte bolden i netmaskerne til slutresultatet 1-0. Nikolas Dyhr kom ind i det 67. minut og gjorde ligesom i kampen mod Grækenland en god figur.
Elias Olafsson skulle sammen med det islandske U21-landshold forsøge at få en god start på EM-kvalifikationen. Og islændingene fik også den ønskede start på livet i gruppe D, da man besejrede Hviderusland med 2-1. Dernæst ventede Grækenland på hjemmebane, og her fik grækerne samme resultat som mod det danske U21-landshold – nemlig 1-1. Elias Olafsson fik fuld spilletid i begge kampe i den godkendte islandske start på EM-kvalifikationen.
Lind dobbelt målscorer
Grundet Covid-19 havde der ikke været landsholdssamling for U19 i næsten et år. Men nu – efter lang ventetid – skulle det danske U19-hold med Victor Lind i truppen igen spille landskampsfodbold.
Første kamp var et skandinavisk derby mod naboerne fra Norge. Her var den midtjyske angriber at finde i startopstillingen. Den unge frontløber beviste, at han ligesom i 3F Superliga mod SønderjyskE ved, hvor målet står, da han bidrog med to scoringer i en flot 6-1-sejr. U19-landsholdet vandt også den efterfølgende kamp mod Polen med 1-0 – dog uden Victor Lind fra start.
De midtjyske landsholdsspillere vender nu tilbage til Midtjylland med sammenlagt 11 sejre i 14 kampe. Det bliver dog ikke til meget hvile, da næste kamp allerede er fredag mod FC Nordsjælland på MCH Arena. Der er kampstart kl. 18.00, og der er fortsat billetter til opgøret.