Førsteholdet

FC Midtjylland træder ind i Sydbank Pokalen

Cheftræner Bo Henriksen ser frem mod årets udgave af Sydbank Pokalen, som FCM går efter at vinde. Første modstander er Kjellerup i morgen onsdag, og den opgave tages voldsomt seriøst.

21/09/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Sæsonen byder ikke blot på 3F Superliga og Europa League for FC Midtjylland. Også Sydbank Pokalen er en turnering, hvor midtjyderne jagter succes.

Cheftræner Bo Henriksen lægger ikke skjul på, at det er ambitionen at hente pokaltitlen til heden, ligesom det skete i 2019.

– Alle turneringer, vi er med i, spiller vi for at vinde. Det gør vi også i pokalturneringen, og vi skal jo bare ud at vise, at vi sagtens kan håndtere at spille i tre turneringer. Vi glæder os til at komme i gang med en ny turnering, lyder det som altid opportunistisk fra Bo Henriksen.

FCM er i øjeblikket inde i en hektisk periode med seks kampe på 18 dage, men det er ikke noget, som bekymrer cheftræneren.

– Vi har en bred trup med masser af kvalitetsspillere, så et tæt program er ingen undskyldning for ikke at præstere. Vi holder selvfølgelig øje med spillernes belastning, men i sidste ende synes jeg også, det er vigtigt at nævne, at det sjoveste i fodboldverdenen er kampe, fortæller han.

Bo Henriksens mandskab træder ind i 3. runde af Sydbank Pokalen, hvor modstanderen onsdag er Kjellerup IF, som til dagligt spiller i Danmarksserien.

Opgaven tages seriøst

På trods af, at onsdagens modstander spiller i landets femte bedste række, betyder det ikke, at FCM kommer sovende til opgaven.

– Vi skal ud og tage den her fodboldkamp voldsomt seriøst. Formmæssigt er det et af de bedste hold i Danmarksserien for tiden, så det har vi respekt for, men der er heller ingen tvivl om, at vi skal ud og vinde, slår Bo Henriksens fast med henvisning til Kjellerups fire sejre på stribe.

Han åbner også op for, at spillere, som ikke har fået så mange minutter på det seneste, meget vel kan komme i kamp i Kjellerup.

– Det er vigtigt for dynamikken i truppen, at vi får brugt så mange spillere som muligt, og at alle føler sig tæt på. Med det kampprogram, som vi har, kommer alle til at være en del af det, lyder det fra cheftræneren, som fortsætter:

– Jo flere, der viser sig godt frem onsdag, jo bedre er det for os alle sammen. Kampminutter er vigtige for den enkelte spiller, men samtidig har det også stor betydning for vores udtryk, at så mange som muligt har vores spillestil under huden.

– Vi har voldsomt fokus på, at alle er klar, når der bliver brug for dem, for det gør der hele vejen indtil juleferien, konstaterer Bo Henriksen.

Det er ikke første gang, at FCM og Kjellerup møder hinanden i Sydbank Pokalen. Det skete også i foråret 2017, hvor FC Midtjylland vandt 3-0 på mål af Bruninho, Mikkel Duelund og Simon Kroon.

Billetinfo: Kjellerup – FCM

Kjellerup IF – FC Midtjylland spilles i morgen kl. 16.30 og vises ikke på TV. Sydbank Pokalen står dog for livestreaming af opgøret.

Livestream: Kjellerup – FCM

Format i Sydbank Pokalen

FC Midtjylland begynder som nævnt årets pokalturnering i 3. runde med en udekamp mod Kjellerup. Den og 4. runde afvikles over en enkelt kamp, inden kvart- og semifinalerne spilles over to kampe – ude og hjemme.

Kvartfinalerne er placeret i december, efter 3F Superliga er gået på vinterpause, mens semifinalerne spilles i april og maj næste år.

Pokalfinalen skal spilles på Brøndby Stadion på Kristi Himmelfartsdag den 26. maj 2022.