Kampprogram

Bevidst brasiliansk satsning

FC Midtjylland har nu seks brasilianere i truppen, og midtjyderne er i gang med at skabe en god historie i Brasilien, fortæller sportschef Svend Graversen.

25/09/21
Frits Nielsen
Foto: Daniel Stentz

Brasilien er kendt for fodbold. Teknisk og seværdig fodbold, og FC Midtjylland har for alvor blikket rettet mod den sydamerikanske fodboldnation, hvor fodbold betyder alt.

FC Midtjylland har i dag seks brasilianere i truppen, og det er ifølge sportschef Svend Graversen et helt bevidst valg, efter FCM for alvor har fået foden indenfor i den fodboldgale nation.

– Vi vil være de bedste, der hvor vi er, og Brasilien er virkelig blevet et område, vi vil satse på, siger Svend Graversen.

Før Brasilien var Nigeria landet, hvor FCM hentede mange spillere, men de er ikke glemt, for FC Midtjylland vil fortsat satse højt på fodboldspillere fra det afrikanske land.

– Vi opgraderer og udvider vores akademi i Nigeria. Også en bevidst satsning fra vores side, forklarer sportschefen.

Spillere fra den bedste liga

Svend Graversen forklarer, at satsningen i Brasilien bunder i, at FCM nu kan hente spillere med Serie A-erfaring.

– Vi har fået bedre mulighed for at hente spillere i den bedste liga, og samtidig fortæller vi en god historie derovre. Spillere som Evander, Junior og Paulinho oplever, at de udvikler sig hos os. De føler, at FCM er et godt sted at være, og derved har vi også fået et godt brand derovre. Det har stor betydning, at de har det godt her i Danmark, og at de fortsat udvikler sig, forklarer Svend Graversen.

Svend Graversen ræsonnerer videre, at det nu er FCM’s opgave at hjælpe spillerne til fortsat at udvikle sig, og samtidig vil det hæve FCM’s niveau.

– Og så er det jo sådan, at en god historie skaber flere gode historier og giver mulighed for endnu bedre spillere, lyder logikken fra Svend Graversen.

I den sammenhæng nævner han det seneste salg af nigerianeren Frank Onyeka til Premier League-klubben Brentford.

– Frank kommer gennem vores akademi og 3F Superliga til Premier League og klarer sig. Det skaber en god historie om de udviklingsmuligheder, der er hos FC Midtjylland, fastslår Svend Graversen.

Køb kampprogrammet og få det hele med

Læs alle optaktsartiklerne og få muligheden for at deltage i Halftime Hero, hvor der nu er 25.000 kr. på højkant, når du køber et kampprogram.

Du kan købe kampprogrammet for 20 kr., når du ankommer til MCH Arena. Det er en perfekt måde at varme op til kampen på.

Søndagsbold på MCH Arena

Der er fuldt åbent i fanzonen, livemusik og gode tilbud i Ulveshoppen. Du kan se dagens program samt købe billet til opgøret nedenfor.

Se program og køb billet