Efter et års ventetid, hvor ungdomsudgaven af Champions League var aflyst grundet corona-pandemien, var FC Midtjyllands U19-mandskab igen i aktion i Youth League, hvor klubben har gode minder fra den seneste håndfuld sæsoner.
Det skete torsdag aften i Norge, hvor modstanderen var Rosenborg. Dermed var det ikke kun førsteholdet, som var i europæisk aktion denne dag.
U19-holdet leverede en god optakt til førsteholdets Europa League-kamp, idet Kenneth Andersens mandskab vandt 4-2 på Lerkendal Stadion i en hæsblæsende affære, hvor der kampen igennem var masser af scoringsmuligheder.
De første 45 minutter var meget lige og sluttede 1-1 efter et føringsmål sat ind af Oscar Fraulo, inden FCM satte sig fuldstændigt på kampen i anden halvleg.
– Første halvleg var en åben slagudveksling, hvor der var chancer i begge ender. Vi havde de fleste og største muligheder, men det var først i anden halvleg, at vi fik fuld kontrol over kampen. Der skabte vi utroligt mange chancer. Udover de tre mål, vi fik scoret, skabte vi faktisk chancer til mange flere scoringer, beretter U19-cheftræner Kenneth Andersen.
Mads Hansen, Aral Simsir og Pontus Texel stod for tre scoringer i de første 20 minutter af anden halvleg, inden Rosenborg fik reduceret i overtiden.
– Vi gav en standardsituation væk til allersidst, hvor de så fik reduceret til 2-4, fortæller Kenneth Andersen, som er tilfreds med det gode udgangspunkt.
– Jeg er meget tilfreds. Vi havde snakket om, at vi skulle ud og give os selv et godt udgangspunkt før returkampen, og det bliver ikke meget bedre end en tomålssejr på udebane. Sejren kunne måske godt have været større, men i sidste ende tager vi meget tilfredse hjem herfra, lyder det fra cheftræneren.
Midtjyderne leverede en stærk indsats, og Kenneth Andersen er særligt tilfreds med det offensive udtryk.
– Vi lykkedes med at skabe rigtigt mange chancer, og rent offensivt spillede vi en god kamp. Defensivt fik vi styr på sagerne i anden halvleg, og vi er meget tilfredse med, at vi lukkede så godt af i resten af kampen, afslutter Andersen.
Returopgøret mod Rosenborg spilles tirsdag den 19. oktober kl. 15.30 på EDC Arena i Ikast, og den samlede vinder møder Svijezda 09 fra Bosnien-Hercegovina eller Trabzonspor fra Tyrkiet i den efterfølgende runde.
Rosenborg U19 – FC Midtjylland U19 2-4 (1-1)
22′ 0-1 Oscar Fraulo
23′ 1-1 Rosenborg
46′ 1-2 Mads Hansen
54′ 1-3 Aral Simsir
65′ 1-4 Pontus Texel
90′ 2-4 Rosenborg
Start XI (4-3-3): Mathias Balle, Jakob Leerhøj, Mikkel Fischer, Pontus Texel, Rasmus Kristiansen, Andreas Nibe, Oscar Fraulo, Oliver Sørensen, Aral Simsir, Mads Hansen, Danijel Djuric.