Førsteholdet

Hvem er Crvena Zvezda? Et kig på modstanderen

Bliv klogere på historien bag den serbiske storklub, som er FC Midtjyllands modstander torsdag aften i Europa League.

20/10/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Crvena Zvezda, der på dansk kendes som Røde Stjerne, er en fodboldklub fra Beograd i Serbien. Klubben blev grundlagt i 1945, da 2. verdenskrig nåede sin slutning, og de fik hurtigt succes i det daværende Jugoslavien.

Allerede seks år efter klubbens fødsel vandt de deres første jugoslaviske mesterskab. I dag står Crvena Zvezda noteret for hele 32 nationale mesterskaber. 18 i Jugoslavien, seks i Serbien Montenegro og otte i Serbien.

25 pokaltitler og fire europæiske trofæer kan lægges til ligningen, og dermed er der ingen tvivl om, at der kan sættes to streger under, at Crvena Zvezda er en klub med tradition for at vinde titler. I øjeblikket er de i øvrigt firedobbelte serbiske mestre.

Navnet Røde Stjerne symboliserede serbisk nationalisme indenfor Jugoslavien, og klubben blev hurtigt kendt som “folkets hold” i Beograd. Det har fulgt dem til i dag, hvor klubben fortsat er utroligt populær i Serbien, og de har den største fanbase i det østeuropæiske land.

Røde Stjerne Beograds største rival er naboklubben Partizan Beograd. Rivaliseringen bunder historisk set i, at Røde Stjerne var “folkets hold”, mens Partizan var klubben for systemets top. Den dag i dag er der fortsat drabelige opgør mellem de to Beograd-klubber, hvor der altid er garanti for en voldsom stemning uden- og indenfor kridtstregerne.

Fra europæisk succes til borgerkrig

Crvena Zvezda spiller deres hjemmekampe på Rajko Mitić Stadium i Beograd, hvor der er plads til 51.755 tilskuere. Stadion er kendt for at have en forrygende kulisse med en stemning, der mest af alt minder om en heksekedel, og mange store europæiske hold har haft svært ved at spille på udebane mod Crvena Zvezda.

Faktisk var stadion i Beograd endnu vildere tilbage i tiden. Det blev bygget tilbage i 1963 og åbnede med en kapacitet på hele 110.000 tilskuere. Grundet stadionets størrelse og udtryk, som mindede meget om det berømte Maracana i Brasilien, blev Beograd-stadionet hurtigt døbt Marakana.

Siden blev det ombygget for at passe til UEFA’s krav, og stadionet husede tre europæiske finaler i 70’erne. I 2014 blev Marakana omdøbt til Rajko Mitić Stadium, som det hedder i dag, efter en af klubbens første stjerner.

For at blive på den europæiske fodboldscene har Crvena Zvezda som klub ligeledes store meritter. I 1991 vandt de Europa Cuppen for Mesterhold, som i dag kendes som Champions League.

Herefter blev Røde Stjerne ramt af borgerkrigen, der brød ud i Jugoslavien i foråret 1992. Sanktionerne mod Jugoslavien sendte som bekendt Danmark til EM den sommer, men det betød også, at klubholdene blev udelukket fra europæisk fodbold.

Det fik konsekvenser for Crvena Zvezda, som inden da havde været blandt den europæiske elite. Mens de var udelukket i UEFA-regi, tog fodboldeuropa et stort spring, og Beograd-klubben har aldrig nået samme højder på den internationale scene efter den store titel i 1991.

Kommer til Herning i god form

Crvena Zvezda er placeret som nummer 41 på UEFA’s rangliste, og det er sket på baggrund af en række deltagelser i de europæiske gruppespil. Til sammenligning ligger FC Midtjylland nummer 100 på den rangering.

I sidste sæson røg Røde Stjerne ud til AC Milan i 1/16-finalen på reglen om udebanemål i Europa League. Samme skæbne led de til CSKA Moskva tilbage i 17/18-sæsonen, så de har god erfaring med at komme videre fra Europa League.

De har også flere Champions League-gruppespil under bæltet. Sidste gang var i 2018, hvor de blandt andet markerede sig med en hjemmebanesejr over Liverpool, som endte med at vinde turneringen i den sæson.

Over de senere år er nogle af de største navne, som stammer fra Beograd-klubben, Nemanja Vidic, Dejan Stankovic og Luka Jovic. De har været med til at skabe store resultater i den serbiske klub.

Lige nu er Crvena Zvezda også i god form, hvor de som nævnt er blevet serbiske mestre fire sæsoner i træk. I øjeblikket er de inde i en utrolig stime med 50 ligakampe på stribe uden nederlag.

I denne sæson har de også indledt Europa League ganske godt med to etmålssejre i de første to kampe over Braga og Ludogorets. FC Midtjylland har hentet et point i de første to kampe i gruppe F og har derfor brug for point i torsdagens kamp mod netop Røde Stjerne, som altså topper gruppen med seks point.

FC Midtjylland og Crvena Zvezdas indbyrdes historik tæller et møde mellem de to klubbers U19-hold tilbage i begyndelsen af 2020, hvor FCM’s ældste akademister vandt 3-0 i Beograd på mål af Nicolas Madsen og to gange Oliver Sørensen i 1/8-finalen i Youth League.

Røde Stjernes seniorhold var senest i Danmark i august 2019, hvor de slog FCK ud af Champions League-kvalifikationen på straffespark. Nu er de altså klar til en kamp på MCH Arena i Europa League, hvor FC Midtjylland er Røde Stjernes fjerde danske modstander gennem historien.

Følg FC Midtjylland – Crvena Zvezda

FCM’s tredje kamp i Europa League-gruppespillet skydes i gang kl. 18.45 torsdag aften på MCH Arena. Der er fortsat mulighed for at sikre sig billet til opgøret. Alternativt kan du se kampen på TV2 Sport og TV2 Play.

3F Superliga
mandag 25/11 kl. 19:00
FC Midtjylland FCM
Silkeborg IF SIF
MCH Arena
Se program og køb billet