Kampprogram

Eksperten: Imponerende FCM-kvaliteter

Glen Riddersholm tror, det kan blive en lang søndag for nogle SønderjyskE-spillere, hvis FCM's individualister folder sig ud.

24/10/21
Frits Nielsen
Foto: Getty Images

Artiklen, der her følger et uddrag af, er en del af kampprogrammet, som du kan købe på MCH Arena før kampstart. Her er der optaktsartikler, statistik, seneste nyt fra akademiet, og så får du et lod i konkurrencen Halftime Hero, hvor der i dag er 35.000 kroner på højkant.

Det tog lige FC Midtjylland 45 minutter at komme i gang efter landsholdspausen. Bagud 2-0 i Farum vendte FCM kampen med blandt andet tre udskiftninger og viste hurtigt nogle af holdets kvaliteter.

– Jeg kan forestille mig, at der blev talt med store bogstaver i pausen fra både Bo Henriksen og en rutineret kaptajn, og 2. halvleg fortæller også bare, hvilke kvaliteter FCM indeholder, siger Glen Riddersholm, tidligere cheftræner i både FC Midtjylland og SønderjyskE og nu ekspertkommentator på TV3 Sport.

Riddersholm er med på TV fra MCH Arena til kampen mellem FCM og SønderjyskE, og han forestiller sig, at FCM vil forsøge at sætte mange én mod én-spil op på kanterne.

– Der er scoret mange mål mod SønderjyskE på indlæg, hvor backerne er blevet overspillet. En svaghed, som jeg godt kan forestille mig, at FCM vil spille på, siger søndagens fodboldekspert.

Frygtindgydende bredde

Spørgsmålet er, om torsdagens opgør mod Røde Stjerne i Europa League får nogen betydning for FCM’s præstation fire dage efter. Det tror Glen Riddersholm ikke.

– FCM har så mange alternativer. De har bredden. De har topspillere til at spille med i tre turneringer. Bænken viser, hvor stærke de er. De sender jo bare én ind fra bænken, som måske er ukendt for den almindelige tilskuer, men han går jo bare ind og viser, at han kan klare sig. FCM’s bredde og kvalitet er frygtindgydende, fastslår Glen Riddersholm.

SønderjyskE-historik

Til trods for, at SønderjyskE i denne sæson kun har skaffet sig et point i seks udekampe, vil Glen Riddersholm dog stadig advare publikum og FCM.

– SønderjyskE har jo stadig kvalitetsspillere. De havde godt fat i FCM i sidste sæson, så de ved, at de kan overraske. De kan jo spille forholdsvis frit i en kamp, som ingen forventer, de vil vinde. Men får FCM for alvor fat i kampene om andenboldene, så kan det blive en lang søndag for sønderjyderne, siger Glen Riddersholm.

I sidste sæson blev det til to nederlag i ligaen og exit i Sydbank Pokalen mod SønderjyskE, men i det seneste møde i Haderslev snuppede Bo Henriksens mandskab en 2-0-sejr i august.

Sviatchenko: – Vi skal dominere kampen

Følg FC Midtjylland – SønderjyskE

Opgøret mod sønderjyderne fløjtes i gang kl. 18.00 på MCH Arena. Hvis du ikke er på stadion, kan du se kampen på TV3 Sport og Viaplay.

Som altid skal der lyde en anbefaling om at følge med i FCM-appen under kampen. Her får du masser af fodboldindsigt med live-statistikker såsom Expected Goals, Heat- og Touch Maps for samtlige spillere.

Du kan downloade FCM-appen nedenfor i enten App Store eller Google Play.

App StoreGoogle Play