Klubben

Landsholdsoverblik: Sådan gik det de 12 FCM’ere

Otte førsteholdsspillere og fire akademispillere var afsted med deres respektive landshold i årets sidste landskampstermin. Få overblikket her.

17/11/21
Jens Risom
Foto: Getty Images

Fodboldkalenderen lakker mod enden. Således er den sidste landskampsperiode i 2021 nu overstået, inden FC Midtjylland runder efteråret af med seks kampe i 3F Superliga, Sydbank Pokalen og Europa League.

Pione Sisto var udtaget til Danmarks A-landshold for første gang siden sidste efterår, og han fik 34 minutter i mandagens kamp mod Skotland, som Danmark tabte 2-0. Danmark er for længst kvalificeret til VM næste år og rundede et vildt 2021 af med to kampe.

Inden nederlaget til Skotland blev det til en 3-1-sejr hjemme mod Færøerne. Med FCM-briller var et af kampens højdepunkter, at den tidligere FCM’er Anders Dreyer fik sin debut på det danske A-landshold.

På den anden side af sundet var Jens-Lys Cajuste atter med hos det svenske landshold. Midtbanespilleren fik ingen minutter på banen i Sveriges to kampe, og fra bænken kunne han se førstepladsen i puljen glide ud af hænderne på svenskerne. Dermed skal Cajuste og Sverige spille playoff for at kvalificere sig til VM.

Til gengæld var der to gange 90 minutter til Elias Olafsson i det islandske mål. Den unge keeper noterede sig for et clean sheet med 0-0 mod Rumænien, inden islændingene tabte 3-1 til Nordmakedonien. Island endte næstsidst i deres kvalifikationspulje og må spejde langt efter en plads til VM.

På den anden side af kloden var Awer Mabil også i aktion i begge Australiens kampe. Her blev det til uafgjort mod både Kina og Saudi Arabien. Den asiatiske del af VM-kvalifikationen fortsætter i foråret, hvor Mabil og co. med fire kampe tilbage er ét point under top 2-pladserne, som giver adgang til VM.

FCM-scoringer på U19-landsholdet

Oscar Fraulo var for første gang udtaget til det danske U19-landshold, som spillede to testkampe i Portugal. Den unge midtbanedynamo kvitterede med to mål i sin debut i Danmarks 3-0-sejr over Georgien.

Også Victor Lind var med på U19-landsholdet, og han tog matchvinderrollen i den anden kamp mod Portugal. I hvert fald næsten. Hans kraftfulde langskud blev rettet af og noteret som et selvmål, men ikke desto mindre skaffede Danmark en sejr på 1-0.

U21-landsholdet, som spillede en enkelt kamp mod Tyrkiet, havde deltagelse af Gustav Isaksen og Nikolas Dyhr. Danmark vandt 2-1. Isaksen spillede godt en time på højre kant, mens Dyhr så hele kampen fra bænken.

Landsholdsspillerne er nu på vej hjem til Midtjylland, hvor der i første omgang venter forberedelser til søndagens hjemmekamp mod Brøndby. Braget på MCH Arena bliver fløjtet i gang kl. 18.00.

Udlejeoverblik: Oliver Olsen nyder at være tilbage i kamp

Førsteholdsspillere udtaget

Pione Sisto – Danmark
Elias Olafsson – Island
Awer Mabil – Australien
Jens-Lys Cajuste – Sverige
Nikolas Dyhr – Danmark U21
Gustav Isaksen – Danmark U21
Victor Lind – Danmark U19
Oscar Fraulo – Danmark U19

Akademispillere udtaget

Heini Sørensen – Færøerne U19
Mikkel Fischer – Danmark U18
Pontus Texel – Danmark U18
Gustav Ørsøe Christensen – Danmark U18