Et hæsblæsende efterår i FC Midtjylland har nået sin ende. Siden juli har holdet spillet 31 kampe, og det har givet 17 sejre, seks uafgjorte og otte nederlag.
Sammenlagt giver det en førsteplads i 3F Superliga, en semifinalebillet i Sydbank Pokalen og en plads i playoff-runden i Conference League.
Sportschef Svend Graversen hæfter sig ved, at optakten til sæsonen bød på mange udskiftninger på holdet. Bo Henriksen trådte til som ny cheftræner i stedet for Brian Priske, mens profiler som Alexander Scholz, Frank Onyeka og Anders Dreyer skiftede til udlandet.
Med det in mente er resultaterne overordnet tilfredsstillende.
– Vi skiftede mange spillere og cheftræner i sommer. På den baggrund er vi meget tilfredse med efterårets resultater. Overordnet set er det bestået og mere til, at vi ligger nummer et i ligaen og er videre i pokalen og Conference League, slår Svend Graversen fast.
– Vi har relativt hurtigt fået sat et nyt stærkt hold sammen, og vores nye trænerteam har været en succes. Nu handler det om at bygge på, så vi kan stå endnu skarpere til foråret. Sæsonen er kun halvvejs, og der er stadig masser af ambitioner at indfri. Det er vi sultne efter, uddyber sportschefen.
FCM topper 3F Superliga med 35 point for 17 kampe. Det er to point foran FCK.
Europæisk ærgrelse og erfaring
Efteråret har også budt på Europa League for FC Midtjyllands vedkommende, hvor klubben for andet år i træk var med i et europæisk gruppespil.
Helt frem til sidste spillerunde havde midtjyderne muligheden for at ende som nummer ét i gruppen, men i sidste ende var ni point ensbetydende med en tredjeplads, som sender holdet i Conference League efter nytår.
– Vi ærgrer os selvfølgelig over, at vi missede muligheden for at tage førstepladsen i vores gruppe i Europa League. Vi havde ambitioner om at gå videre i top 2, men sådan er fodbold nogle gange. Ni point havde været nok til at gå videre i mange andre grupper, men vi manglede det sidste, erkender Svend Graversen.
I sommer blev FC Midtjyllands Vision 2025 præsenteret. Her er der igangsat en række investeringer, som skal underbygge ambitionen om at komme i top 50 på UEFA’s klubrangering.
– Men vi skal også huske, at det var første gang, at vi hentede ni point i et europæisk gruppespil. Det viser lidt om vores udvikling i europæisk fodbold, som vi selvfølgelig er meget opsatte på at fortsætte. Det var det andet efterår i træk, vi spillede i et gruppespil, og erfaringerne derfra skal vi tage med videre i jagten på at blive en top 50-klub i Europa, fortæller FCM’s sportschef.
På den anden side af vinterpausen kan FC Midtjylland hente flere koefficientpoint til UEFA-rangeringen i Conference League, hvor holdet skal møde græske PAOK i den såkaldte playoff-runde.
– Vanvittigt spændende forår i vente
De 31 kampe i efteråret er faldet inden for fem måneder i et tæt program med masser af midtugekampe. Derfor er sportschefen heller ikke sen til at rose staben omkring holdet.
– Der skal lyde en stor ros til den fysiske stab, som har sørget for, at vi har kunne stå stærkt i alle kampe. Det er afgørende for os, når vi jagter store præstationer i tre turneringer. Helt generelt har alle i klubben gjort et godt stykke arbejde i et travlt efterår, siger Svend Graversen.
Sportschefen har også bemærket fansenes eminente opbakning i løbet af efteråret.
– Det er sindssygt fedt, at fankulturen er voksende. Støtten fra tribunerne er afgørende, og det har vi mærket både på hjemme- og udebane her i efteråret. Vi glæder os til forhåbentligt at betale tilbage med gode oplevelser i foråret, lyder det fra sportschefen.
Truppen og staben er nu gået på en velfortjent vinterferie, inden forberedelserne frem mod foråret begynder den 6. januar. Her bliver fokus rettet mod et spændende forår.
– Det er klart, at der venter os et vanvittigt spændende forår, hvor vi skal ud og bygge videre på det her efterår. Vi går benhårdt efter The Double, og vi vil så langt i Conference League som muligt, lyder ambitionen fra Svend Graversen.
Statistik fra efteråret
Topscorerliste
- Evander – 11 mål
- Junior Brumado – 8 mål
- Erik Sviatchenko, Victor Lind og Gustav Isaksen – 5 mål
Assistliste
- Joel Andersson – 7 oplæg
- Pione Sisto – 6 oplæg
- Gustav Isaksen – 5 oplæg