Førsteholdet

Ny storsejr – denne gang i Tyskland

Årets anden træningskamp gav en ny 5-1-sejr, da HSV blev nedlagt på eget græs.

28/01/22
Mads Jakobsen
Foto: Nicolai Berthelsen

Fredag formiddag stod den på opstartens anden test, da HSV bød op til kamp på træningsanlægget ved Volkspark Stadion i Hamborg. Værterne har taget hul på 2. Bundesligaen, men med en kampfri weekend var der alligevel plads til en dyst uden point på spil.

Grundet corona-situationen i Tyskland blev opgøret spillet bag lukkede døre, men seerne på livestreamingen fik hurtigt mål at underholde sig med. Således var der blot spillet syv minutter, da Victor Lind brød HSV’s opspil højt på værternes banehalvdel og fandt Sisto i en fri position. Sisto vendte fikst og hamrede bolden i det lange målhjørne.

Der var flere forsøg fra distancen i kampens indledning, hvor også Brumado og Isaksen bød sig til, men det var hjemmeholdet, der kunne juble over opgørets næste scoring. Kittel slog et præcist indlæg mod det bagerste område i feltet, hvor Jatta umarkeret kunne heade bolden ind bag Olafsson i FCM-buret.

Efterfølgende havde Kaufmann to gode muligheder i feltet, men de kommende minutter stod på massiv FCM-dominans og tre scoringer på få minutter.

Sisto driblede forbi sin oppasser på midten og slog en perfekt diagonalaflevering til Victor Lind, som modtog kuglen og afleverede til Isaksen på kanten af feltet. Herfra hamrede han på mål, og bolden dykkede akkurat i tide til at stryge i netmaskerne. Et strålende opspil med elegant eksekvering. To minutter senere kom Sviatchenko først på et hjørnespark. HSV-forsvaret clearede, men Lind samlede bolden op på kanten af feltet og scorede mellem benene på keeperen med en hård afslutning.

Efter 39 minutters spil scorede Isaksen sit andet – og FCM’s fjerde – mål, da han efter et aggressivt pres blokerede et udspark fra HSV-målmanden og kunne se bolden trille i mål. Umiddelbart efter scoringen kom Charles til skade midt på banen, og den brasilianske midtbanespiller måtte køres fra anlægget efter at have modtaget behandling. Skadens omfang er endnu uvist.

Anden halvleg

Bo Henriksen foretog tre udskiftninger i pausen. Oliver Sørensen erstattede Charles, mens Valdemar Andreasen og Mads Hansen kom på banen for målscorerne Lind og Isaksen.

Anden halvleg var mindre chancerig, men spillet på banen foregik fortsat i et højt tempo og med intensitet i duellerne. Efter en time kom også Brumado på måltavlen, da han gjorde det til 5-1 med en afslutning tæt under mål.

Efter en times spil blev resten af markspillerne fra startopstillingen erstattet, og det gav blandt andet spilletid til Vagner Love. Brasilianeren satte i flere omgange sine medspillere op – først Oliver Sørensen og dernæst Nikolas Dyhr, der efter et flot løb op gennem banen måtte se sin afslutning gå i sidenettet.

Kort før slutfløjtet måtte HSV redde en afslutning fra Oliver Sørensen på målstregen, men det blev ikke til yderligere scoringer, og dermed sluttede årets andet test med samme cifre som den første – en sejr på 5-1.

Kampfakta

7′ 0-1 Sisto
12′ 1-1 Jatta
34′ 1-2 Isaksen
36′ 1-3 Lind
39′ 1-4 Isaksen
58′ 1-5 Brumado

Startopstilling

Elias Olafsson, Henrik Dalsgaard (ud: 60′), Erik Sviatchenko (ud: 60′), Daniel Høegh (ud: 60′), Victor Lind (ud: 45′), Oscar Fraulo (ud: 45′), Charles, Nikolas Dyhr (ud: 60′), Gustav Isaksen (ud: 45′), Junior Brumado (ud: 60′), Pione Sisto (ud: 60′).

Bænken

Jared Thompson, Pontus Texel (ind: 60′), Mikkel Fischer (ind: 60′), Ousmane Diomande (ind: 60′), Paulinho (ind: 60′), Oliver Sørensen (ind: 45′), Raphael Onyedika (ind: 60′), Evander, Valdemar Andreasen (ind: 45′), Mads Hansen (ind: 45′), Vagner Love (ind: 60′), Emil Berggreen (ind: 60′).

HSV’s startopstilling

Johansson, Gyamerah, Schonlau, Kittel, Kaufmann, Reis, Jatta, Wintzheimer, Meißner, David, Vuskovic.